Eventyrligt: Mærk historiens vingesus i Dronningekvarteret

0

Skal dine børn bo som prinser og prinsesser? Så hold øje med det eftertragtede Dronningekvarter.
Emma, Sofie, Ingeborg og selvfølgelig Margrethe. Jo, der er fyldt med anstændige damer i Roskildes dronningekvarter. Og med omkringliggende vejnavne som Kongebakken, Kloster- engen og Munkebo er der lagt op til gode historiefortællinger fra gamle dage.

Folkeparken – til sol og sne
De mange dronningeveje omkranser den herlige Folkeparken, hvor man kan boltre sig både sommer og vinter. Folkeparken er en stor, dejlig grøn park med små søer, store, grønne træer og et stort amfiteater. Parken bruges til en lang række lokale arrangementer året rundt, fx motionsløb og teater. Du kan også selv afholde arrangementer på de grønne områder samt i amfiteatret ved henvendelse til kommunen. Parken er ligeledes god til gå- og løbeture med de mange stier og gangsystemer.

Værdige skoler for prinser og prinsesser
Dronningekvarteret byder på to privatskoler; Skt. Josefs Internationale Skole og Roskilde Private Skole. Skt. Josefs Internationale Skole er en udviklingsorienteret privatskole, grundlagt i 1904, der bygger på det katolsk/kristne livs- og menneskesyn. Skolen har 100 ansatte og rummer godt 950 børn fra børnehaveklasse til 10. klasse fordelt i skolens danske- og internationale afdeling. Skolen har ligeledes en velfungerende SFO samt en aktiv og interesseret forældrekreds. Skt. Josefs Skole lader traditioner og udvikling gå hånd i hånd og lægger vægt på elevernes læringsmiljø, klare holdninger og høj faglighed. Skolen bygger ofte nyt, og i august 2015 kunne den indvie en flot ny hovedbygning.

Roskilde Private Skole er en lille skole med stort hjerterum. Der er omkring 100 elever, og der tilbydes undervisning fra børnehaveklasse til 9. klasse. Roskilde Private Skole lægger stor vægt på faglighed og trivsel og tænker, at de mindre rammer giver et trygt miljø med bedre mulighed for at tilgodese individuel undervisning og barnets behov. Det er vigtigt for skolen at hjælpe eleverne med at løse de små problemer, som opstår i hverdagen, så de går glade hjem fra skole.

Deltag i debatten
Del.