En ÆGte klassiker

0

“Det er nok ikke en stol, du køber på en indskydelse. Du kommer måske ti gange og kigger på den først”, siger Morten Hansen fra Design Center Roskilde.

Og det har han nok ret i. Man sidder godt i Ægget – men det er lige så meget et kunstværk som et møbel. Og det er prisen også: 90.000 kroner for Arne Jacobsens skulpturelle kunstværk fra 1958, der i anledningen af stolens 60 års jubilæum er udgivet i nøjagtig 1958 eksemplarer. Ud af dem har Morten Hansen anskaffet sig tre, hvoraf en udstillingsmodel står andægtigt indhegnet på butikkens førstesal.

“Det er et stykke kunst, du så også kan sidde i – og der bliver ikke lavet flere”, siger Morten Hansen.

Stolens aluminiumsfod er belagt med 23 karat guld, og selve stolen er lavet i rent naturlæder.

“Den bliver patineret og skjoldet med tiden – det er en del af charmen. Og det har man så også valgt at gøre her i jubilæumsudgaven, for det gjorde man, da de første blev skabt for 60 år siden”, fortæller Morten Hansen.

Deltag i debatten
Del.