Unge boksere forsvundet

0

To unge bokserbrødre fra AIK Roskilde er forsvundet fra jordens overflade. Det drejer sig om de to armenske drenge Ratik og Kajik Hakopjan på henholdsvis 15 og 16 år, der begge har opholdt sig i Danmark, siden de var få år gamle.

Imidlertid er deres forældre netop blevet udvist af landet, og det har formentlig fået de to talentfulde, unge boksere, der begge er Sjællandsmestre i hver sin vægtklasse, til at gå under jorden med familien. Hjemmet i Hvalsø er forladt, og drengene har ikke vist sig i skolen siden før påske.

Ratik og Kajik Hakopjan er forsvundet efter udvisningen af deres forældre til Armenien.

Dybt tragisk
Deres boksetræner i AIK Roskilde, Brian Brantley, ved frustrerende lidt om drengenes skæbne, men han er stærkt bekymret for deres fremtid.

”Vi har stor empati for drengene, for de er helt uskyldige. Det er dybt tragisk at de skal udsættes for sådan et pres i så ung en alder”, siger Brian Brantley.

Udover at de to drenge formentlig nu falder ud af skolesystemet, er det også slut for en lovende karriere inden for boksesporten.

”De er de største talenter, jeg nogensinde har haft. De laver heller ikke andet end at gå i skole og træne”, siger træneren.

Deltag i debatten
Del.