Svømmetag mod Reykjavik

0

Den danske juniorelite var i Esbjerg for at afgøre de danske mesterskaber for juniorer og svømme om pladser på holdet til Nordiske Mesterskaber, der svømmes i Reykjavik i december måned.

Roskilde Svømning var repræsenteret med otte svømmere, hvoraf flere var med i finalerne. Bedst var Kaya Fjeldsted Kristensen, som trods lidt sygdom gennem stævnet hev en kraftpræstation ud af armene søndag aften i sit sidste løb. I 800 meter fri forbedrede hun sin tid med 20 sekunder og endte med en sølvmedalje om halsen. Tiden 8.50.61 var ikke kun klubrekord, men også under kvalifikationstiden til Nordiske mesterskaber. Dog er det ikke alle med kvalifikationstid, der kommer med til Reykjavik, så Kaya må vente en uges tid endnu for at se om landstræneren udtager hende til holdet. Hos drengene var det Daniel Berg Wenk, der markerede sig stærkest med B-finaler og klubrekorder i 100 og 200 m butterfly. Hele holdet bestod af Alberte Fie Petersen, Andrea Paaske, Kaya Fjeldsted Kristensen, Ingrid Bo Andersen, Silke Larsen, Lucas Hagbart Jørgensen, Jakob Baktoft Gersholm og Daniel Berg Wenk.

Deltag i debatten
Del.