Stjerneløbet udløste 21.400 kr. til Scleroseforeningen

0

2018-udgaven af det traditionsrige cykelløb bød foruden strabadsser i høj sol på støtte til forskning i den uhelbredelige sygdom.

”Vi har valgt at støtte Scleroseforeningen, fordi organisationen i forvejen støtter cykelsporten ved at lave en masse spændende aktiviteter for cykelryttere”, fortæller løbsdirektør Bo Wacker om baggrunden for, at han fredag eftermiddag kunne overrække en check på 21.400 kroner til Scleroseforeningens direktør Klaus Høm. 

Samarbejdet mellem Stjerneløbet og Scleroseforeningen, der blandt andet har til formål at indsamle midler til forskning i den uhelbredelige sygdom, betød blandt andet, at TV2’s cykelsportsrapporter Rasmus Staghøj og Bubber i fællesskab kommenterede løbet forrige søndag, som blev vundet af ColoQuick-rytteren Julius Johansen. 

Stjerneløbet havde desuden deltagelse af ryttere fra Scleroseforeningens egen årlige velgørenhedsevent Cykelnerven, der ifølge Bo Wacker både bidrog positivt til stemningen og ikke mindst eksponeringen af 2018-udgaven.

”Vi er kommet langt bredere ud på blandt andet Facebook, så det har været en kæmpe hjælp at have Scleroseforeningen med, så donationen skal ses som vores beskedne tak”, siger Bo Wacker.

I Scleroseforeningen glæder man sig både over pengene, indsamlet i forbindelse med motionisternes tilmelding til Stjernløbet, og selve samarbejdet, der ifølge direktør Klaus Høm, udartede sig helt i tråd med foreningens øvrige velgørende projekter. 

”Vi er først og fremmest taknemmelige over donationen, der skal gå til forskning. Samtidig lægger et event som Stjerneløbet sig fint i forlængelse af de her meget hårde cykelløb, vi selv stabler på benene, og som også er en form for symbol på, hvordan det er at kæmpe imod den her invaliderende sygdom”, fortæller Scleroseforeningens direktør, der ligesom Bo Wacker håber på at kunne gentage samarbejdet til næste år.

Deltag i debatten
Del.