Roskilde Bordtennis BTK61 skal bygge videre på flot sejr

0

Roskilde Bordtennis, BTK 61 er klar til topopgøret i Champions League hjemme imod franske Hennebont efter en overraskende men meget flot 3-2 sejr ude imod polske Dekorglass Dzialdowo.

Af Morten Lyebalk

Hvem havde troet det? At Roskilde Bordtennis BTK61 sammen med franske G.V. Hennebont TT ville ligge på de to øverste pladser i Champions Leagues gruppe D efter første spillerunde. Det blev imidlertid en realitet, da Roskildes bedste batmænd i form af Zhai, nyerhvervelsen, hollandske Laurens Tromer samt en Michael Maze i overdådigt spillehumør, hver hentede en sejr nede i Polen mod favoritterne fra Dekorglass Dzialdowo.

De tre roskildensiske sejre var nok til at hente en kneben 3-2 gevinst på udebane. Og det samme skete nøjagtigt for det kommende modstanderhold, franske Hennebont, der imponerede ved at tage til tyske Düsseldorf, sidste års sølvvindere i Champions League, og vinde med imponerende 2-3. Så det er et klassemandskab, der fredag aften den 13.oktober gæster Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena. Ingen tvivl om det.

Identisk forløb
De to hold, der krydser klinger – Roskilde Bordtennis og franske Hennebont TT – havde i Champions League første spillerunde et sportsligt forløb der var stort set identisk: Begge hold stod overfor en spiller, de ikke kunne besejre: henholdsvis japanske Kenta Matsudaira og tyske Timo Boll, der hver hentede to sejre. Til gengæld vandt både Roskilde og Hennebont kamp nr. 2, 3 og 5 i deres respektive holdkamp – og tog altså begge sejren i land ude med 3-2.

Sportsdirektør Allan Bentsen er fortrøstningsfuld før CL-opgøret selvom franske Hennebont, på papiret, må anses som klar favorit.

”Det kan blive, hvad det skal være. De har lige slået Düsseldorf, men kan vi spille på samme niveau som i Polen, så har vi absolut en chance”, lyder meldingen fra Bentsen, der regner med at give genvalg til de gæve Roskilde-spillere, Zhai Laurens Tromer og Maze. der repræsenterede klubben på bedste vis i Polen i første spillerunde.

Kampen spilles i Roskilde Kongresscenter Bauhaus Arena fredag 13.oktober kl. 19.15. Kampene sættes i gang kl. 19.30.

Deltag i debatten
Del.