Pointdeling i Ørnereden

0

Efter tre sejre i streg spillede FC Roskilde søndag uafgjort 1-1 hjemme mod FC Fredericia – og er dermed fortsat inde i en fornuftig pointstime.

Kampen startede i et forholdsvis moderat tempo – og da det meste af spillet foregik på banens midte, var målchancer også en mangelvare. Faktisk skulle vi helt hen i det 40. minut, før FCR tilspillede sig noget der lignede – da Mikkel Thygesen fik en friløber, der dog løb ud i sandet.

Forklaringen på de få og små chancer er nok mest, at den nye cheftræner Rasmus Monnerup er ganske defensivt orienteret – og vægter point højere end poleret angrebsspil. Og med kun én decideret angrebsspiller – nemlig Morten Nielsen – vælter holdet sig naturligvis ikke rundt i store tilbud. Til gengæld er FCRs organisering nu så god, at modstanderne har tilsvarende svært ved at score. Pausestillingen 0-0 var derfor ganske forudsigelig.

7. træffer
FCR kom en anelse mere offensivt ud til 2. halvleg og fik fuld valuta for satsningen, da Mikkel Thygesen i det 57. minut steg til vejrs og snittede et indlæg ind i krogen til 1-0. Det var samme Thygesens 7. sæsontræffer. Topscorerværdigheden er dog fortsat Morten Nielsens – med en enkelt pind. De to målfarlige herrer, har tilsammen scoret 2/3 af FCR’s kasser.

Lod sig presse ned i forsvarszonen
Det siges jo, at angreb er det bedste forsvar. Men alligevel: Som det desværre er set 117 gange før, overlod det førende hold (altså FCR) nu initiativet til modstanderne, og Fredericia takkede for tilliden og pressede mere og mere på for en udligning. Den kom ganske fortjent, små 5 minutter før slutfløjtet, hvorefter hovedparten af de i alt 978 tilskuere trist kunne konstatere, at pointdelingen var en realitet. Der blev smidt to point og vundet et.

Håbet lever
Den positive udlægning er, at FCR nu har fået skabt god luft til bunden og samtidig har haft det held, at rækken er ganske jævnbyrdig. Der er derfor ingen af holdene, der for alvor har sat sig på de tre øverste pladser i tabellen, der giver chance for oprykning til Superligaen. Og kan vi fortsætte pointstimen, er oprykningen fortsat indenfor rækkevidde.

Dog er der ikke så meget, at rafle om. Kun en fortløbende pointhøst kan bringe FCR tilbage i topstriden. Men er der nogen, der kan præstere en alenlang sejrsstime, ja så er det jo FC Roskilde. Tilbage i sæsonen 2013/14 (da holdet lå i 2. division) nappede de lokale fodboldhelte som bekendt Danmarksrekorden for flest sejre i træk. Nemlig 19. Ak, ja. Det var herlige tider. Og det kan det da blive igen.

Deltag i debatten
Del.