Ørn på gigantisk totempæl skal beskytte mod Aab

0

I pausen af pokalkampen den 8. marts vil FC Roskilde Fan Club afsløre hjemmebanens nye varetegn, der skal skabe fremtidige traditioner i Ørnereden.

Når det ålborgensiske Superligamandskab gæster Ørnereden i Roskilde den 8. marts, hvor hjemmeholdet skal forsøge at fortsætte den opadgående formkurve i pokalturneringen fra efteråret og indløse billet til seminalen, bliver tilskuerne samtidig vidne til premieren på et 3 meter og 20 centimeter højt vartegn. En ørn med udslåede vinger vil fra sin trone på toppen af en totempæl byde FCR’s fans velkommen. ”Vores håb er, at totempælen bliver et fuldstændig unikt samlingspunkt for FC Roskilde fans. Planen er, at den skal prydes med historiske datoer, og så vil vi også have æresmedlemmernes navne stående på. Nu har vi plantet et frø, og så skal traditionerne i forbindelse med kampene gerne komme helt naturligt”, fortæller Steen Christensen, formand i FC Roskilde Fan Club.

Donation fra Spar Nord

Ideen til det nye samlingspunkt i Ørnereden kom allerede i forbindelse med fanklubbens undfangelse i 2014, og dernæst tog den nystiftede forening kontakt til Spar Nord Fonden, der valgte at donere 28.000 kroner til projektet. ”Efterfølgende fik vi via Vikingeskibsmuseet, kontakt til Sanne Seipelt og så gik vi i gang”, siger Steen Christensen. Sanne Seipelt er billedskærer og har i mange år været tilknyttet og siden hen løst opgaver for Vikingeskibsmuseet fra sit private firma i Lützhøfts Gård i Roskilde, og det er også her i de historiske rammer at den atypiske opgave er blevet udført i løbet af de sidste tre måneder. ”Det har været rigtig sjov og meget speciel opgave, fordi jeg har haft rimelig frie hænder, og så sker det ikke så ofte, at jeg har så lidt plads på værkstedet”, siger Sanne Seipelt. Selve den store egetræsstamme der udgør selve totempælen er fældet i Hvalsø, hvorefter den er blevet lagt til hvile i Roskilde Fjord i to måneder, inden FC Roskildes fans kunne fragte den op til Sanne Seipelts værksted, der først har taget fat med den store høvl, for at afrunde stammen, og sidenhen i tæt samarbejde med fanklubben har udarbejdet stammens totempælens detaljer og selve ørnen, der er skåret i lindetræ. ”Det svære ved opgaven har været, at jeg ikke som normalt har kunne træde tilbage og betragte det jeg arbejder med på afstand, fordi selve totempælen er så høj. Derfor er jeg også lidt spændt på, hvordan det kommer til at se ud, når den kommer op at stå på stadion”, forklarer Sanne Seipelt.

Detaljer skal på plads

Før ørnen kan indtage sin redplads skal totempælen først graves ned få meter fra FC Roskildes græstæppe, og så mangler de sidste detaljer i forhold til selve afsløringen i pausen under kvartfinalen den 8. marts også at falde helt på plads. ”Vi arbejder stadig på, hvad der skal ske. Vores største drøm er at få Jan Magnussen til at præsentere den, og så har vi snakket om at servere træstammer, men det er ikke fastlagt endnu. Og så vil vi højst sandsynligt finde på noget sammen med Spar Nord, der sponsorerer kampen”, siger Steen Christensen. Ørnens beskyttertrang overfor sin rede i Roskilde, skal for alvor stå sin prøve den 8. marts, når de lyseblå møder Aab, men hvis man spørger FC Roskildes Fan Clubs formand om forårssæsonen i sin helhed, er der et klart ønske blandt klubbens trofaste støtter om, at deres hold løfter sig. ”Vi har en forventning om at træneren og staben kan få holdet til at fungere i sin helhed over et halvt år og også i forhold til næste sæson, hvor der kommer nogle hold op, som vi skal være stærkere end. Vi forventer, at der kommer noget kontinuitet og at de dumme personlige fejl kan blive lagt lidt på hylden”, fortæller Steen Christensen.

 

Deltag i debatten
Del.