Gummiben – et drama i tre akter

0

KFUMS 1. hold har i hele sæsonen ført en miserabel og trist tilværelse i bunden af Danmarksserien. Men i sidste spillerunde kunne KFUM’erne alligevel selv afgøre nedrykningsspørgsmålet – spørgsmålet var blot om nerverne holdt?

1. akt: Spildt chance

KFUM havde alle kort på hånden, inklusiv esserne: Førte 2-0 med et kvarters tid tilbage – i en hjemmekamp foran et talstærkt publikum, hvor uafgjort ville række til forbliven i Danmarksserien. 


Bang, bang, og bang
Men så reducerede nedrykningsaspiranterne fra Avedøre til 1-2 på en løs chance og straks bredte panikken sig så meget, at det udlignende mål faldt minuttet efter. Loven om altings nederdrægtighed trådte nu i kraft: Kort før sidste dommerfløjt afsluttede gæsterne nemlig et mønsterangreb med at score sejrsmålet, der bragte dem ud af nedrykningsfaren og KFUM på kurs direkte mod Sjællandsserien. 

Absolut eneste formildende omstændighed var, at sidste spillerundes øvrige resultater gav KFUM en ekstra chance for at undgå nedrykning i form af en enkelt vind eller forsvind kamp mod Fredensborg, der helt tilsvarende endte som næstsidst i deres Danmarksserie kreds.

2. akt: Kamp for
overlevelse 

Onsdag aftens hændervridende og nervepirrende kamp blev retfærdigvis spillet på neutral bane i Glostrup. Og det stod straks klart, at de to kombattanter begge havde haft en elendig sæson med langt flere nederlag end sejre. Der blev nemlig spillet med både livrem og seler, for frygten for endnu et nederlag sad tydeligt i begge mandskaber. De halve chancer kunne derfor tælles på en kvart hånd – i en ekstremt kedelig kamp, der kun levede pga. spændingsmomentet.

Alt pegede mod en nulløsning, indtil Fredensborg uventet og ufortjent bragte sig foran 1-0, i det 65. minut.

Nu skulle KFUM pinedød frem og udligne føringen, men minutterne ilede pludselig afsted, og spillerne lignede bestemt ikke nogen, der kunne hive sig selv op ved hårrødderne. Vi skulle da også helt hen i dommerens tillægstid – helt præcist i det 91. minut – før KFUM for alvor blev farlige. En sidste øjebliks frisparksbold havnede mirakuløst i panden på banens vel nok mindste spiller, nemlig Emil Ølvang, der lykkeligvis og dygtigt dirigerede kuglen videre op i krogen: Til den vildt forløsende udligning, der også satte ekstra fut i tilråbene fra de mange tilrejsende KFUM fans.  

3. akt: Omkampen
I den efterfølgende to gange 15 minutters omkamp bølgede spillet fortsat frem og tilbage uden dog at udmønte sig i gedigne målchancer. Indtil 5 minutter før sidste dommerfløjt og straffesparkskonkurrencen. Her tog den teknisk stærke Emil Ølvang nemlig atter sagen i egen hånd og sikrede sig samtidig dramaets absolutte hovedrolle: Han modtog en aflevering lidt uden for straffesparksfeltet og lod kuglen hoppe en enkelt gang, inden han bankede læderet ustoppeligt i nettet. Flot, flot. Hvorefter et heroisk kæmpende KFUM mandskab så lykkeligvis holdt 2-1 føringen kampen ud.

Gummiben blev vekslet til glædestårer og stående ovationer: KFUM beholder pladsen i Danmarksserien. Og dermed fik cheftræner Palle Olsen også en velfortjent og flot afsked med KFUM, som han har stået så dygtigt i spidsen for i årevis.    

Lokale fodboldfans kan så samtidig glæde sig over, at FC Roskilde forbliver i 1. division. Med nød og næppe. Sølle 38 point efter 33 kampe rakte nemlig kun til en uventet, beskeden placering lige over nedrykningsstregen. En katastrofal sæsonstart og en alenlang skadesliste er blandt de mange forklaringer på det pauvre resultat. Men lad nu fortiden ligge. For såvel FC Roskilde som KFUM gælder, at det snart er tid til at vinde nye fodboldslag. Og forhåbentlig flytte sig fra den tunge ende af tabellerne til den sjove.  

Deltag i debatten
Del.