Fortjent nederlag til håndboldkvinderne

0

Roskilde Håndbolds 1. divisionsdamer startede sæsonen med brask og bram – og lutter sejre i de fire første kampe. Sidenhen er det gået en del ned af bakke. Efter ti kampe havde kvinderne høstet 12 point og placeret sig nogenlunde midt i rækken. Lørdagens kamp stod mod liganedrykkerne fra Skanderborg og skulle give svaret på, om man fremover skal kigge opad eller nedad i tabellen. Kampen var samtidig det netop nyansatte trænerteam – Thomas Brønd og Anders Knudsens – første hjemmekamp og store udfordring.

Blottet for spænding

Lad det være sagt med det samme: De lokale håndboldkvinder var bagud fra allerførste fløjt og trods stor entusiasme og støtte fra såvel trænerstaben som den medlevende halspeaker, var der på intet tidspunkt rigtig spænding om resultatet. Det skulle da lige være i de to minutter – fra det 50. til det 52. minut – hvor hjemmeholdet reducerede de jyske gæsters føring fra 20-24 til 23-24. Men så strammede Skanderborg blot grebet og scorede kampens sidste fire kasser til slutresultatet 23-28.

Flere fejlskud fra fløjen

Som nævnt var Skanderborg konstant i førersædet og det jyske mandskab – med flere ungdomslandsholdsspillere – spillede en omgang hurtig håndbold og havde forholdsvis let ved at nedbryde Roskildes lidt tungere forsvar. Skanderborg vekslede en 7-11 føring efter godt tyve minutters spil til en pauseføring på 10-16. Der var simpelthen flere af gæsternes spillere, der bød ind og bidrog med scoringer. Hos Roskilde Håndbold var det indledningsvis næsten kun bagspilleren Olivia Black, der var målfarlig. Og der skulle omvendt faktisk gå omkring 10 minutter før Roskildes målvogterske reddede et skud. Og så er det svært, at holde trit med modstanderne. Samlet set skal også Line Werngreen roses for en fin præstation og flere flotte scoringer. Men en tomandshær var ikke nok til rigtig at true gæsterne. Alt i alt tyder meget på, at det lokale 1.divisionsmandskab må stille sig tilfredse med en blød midterplacering.

Deltag i debatten
Del.