Fire Danmarksmestre: Lokale styrkeløftere triumferede ved DM

0

Medaljerne regnede ned over stærke mænd og kvinder fra Roskilde Atlet Klub ved weekendens DM i Thisted.

De kom. De løftede. Og de sejrede.
Således kan Roskilde Atlet Klubs (RAK) præstation opsummeres ovenpå weekendens DM i klassisk styrkeløft i Thisted, hvor de lokale styrkeløftere hjemtog hele fire Danmarksmesterskaber og to bronzemedaljer.

”Jeg mindes ikke, at vi præsteret så godt før til et stævne. Det siger lidt om resultatet, at jyderne kom hen bagefter og siger, ‘I er godt nok blevet stærke i Roskilde’. Så ved man, at vi gjorde det godt”, lyder det fra Pia Skovborg, formand i Roskilde Atlet Klub, der deltog som stævnecoach ved det nu overståede DM.

Undervejs kunne træner Skovborg blandt andet opleve to af RAK’s unge atleter løfte sig til nationale hæderstegn.

Sebine Møller sikrede sig Danmarksmesterskabet for juniorer under 57 kilo takket være et dødløft på 132,5 kilo, mens Cecilie B. Rasmussen satte konkurrenterne til vægs og tog guldet i den tungere -84-klasse.

RAK’s seniorer ville ikke stå tilbage for klubbens yngre kræfter, og Clara Barsøe satte dansk rekord med et bænkpres på 67,5 kilo, hvilket rakte til det samlede Danmarksmesterskab i den lette -47-klasse.

På herresiden stod Joachim Jørgensen for et af stævnets absolutte højdepunkter, da han satte dansk rekord med et dødløft på hele 313 kilo. En præstation der nærmest fik hallens tag til at lette og samtidig udmøntede sig i et Danmarksmesterskab i -93-klassen og ikke mindst kåringen som stævnets bedste mandlige løfter.

En af Roskilde Atlet Klubs ældste konkurrenceløftere, 50-årige Charlotte Esbjørn, fik ligeledes ædelt metal med hjem til RAK-klubhuset på Industrivej. Et dødløft på 182,5 kilo bidrog til en samlet bronzemedalje i et felt, hvor gennemsnitsalderen ellers lå nede omkring de 25 år.

Charlotte Esbjørn

Bronze blev også resultatet for Bjørn Nielsen, der indkasserede den samlede tredjeplads – blandt andet takket være et dødløft på 185 kilo.

Bjørn Nielsen

 

“Det er klasseresultater – også hvis man ser ud over vores egen andedam”, opsummerer RAK-formand Pia Skovborg.

Deltag i debatten
Del.