FCR-fanklubs formand til VM: Det vildeste jeg har prøvet

0

Steen Christensen er normalt organisatoren bag opbakningen til FC Roskildes kampe, men i sidste uge indtog fodboldelskeren Moskvas lægter for at støtte det danske landshold.

Til daglig er Steen Christensen fast inventar i Ørnereden såvel som på diverse udebaneafsnit landet over for at yde støtte til FC Roskildes spillere. 

I sidste uge befandt FC Roskilde Fan Clubs formand sig dog langt fra Rådmandshaven, nærmere bestemt den russiske hovedstad Moskva, for at opleve Danmarks opgør mod Frankrig på tæt hold sammen med 4-5000 andre danske roligans. En unik oplevelse for den lokale fanklubs ankermand, der havde taget turen til Rusland sammen med godt 25 lokale landsholdsfans fra netværket omkring FC Roskilde.

”Tre timer op til kampstart var vi 400 dansker roligans, der blev sejlet rundt på floden omkring stadion i en festbåd med dj og fri bar. Det var noget af det vildeste, jeg har prøvet”, fortæller Steen Christensen, der undervejs havde fornøjelsen af at hilse på den vel nok mest berømmede danske fodboldfan i nyere tid, selveste Claus ’Vodka-i-Rusland’ Steffensen. 

Utilfreds med dansk spil
At den trofaste FCR-fan nævner optakten som det absolutte højdepunkt, er måske heller ikke så opsigtsvækkende med tanke på den fodboldkamp, han efterfølgende blev vidne til på Luzjniki Stadion, hvor champagnebolden som bekendt udeblev.

”Vi sad og var utilfredse med, at spillerne trak tiden, for der var ikke noget at tabe ved at satse en smule, når nu Peru var foran i den anden kamp. Det var ikke kønt, men vi gik videre, så det må vi være tilfredse med”, konkluderer Steen Christensen, der trods den småkedelige gruppefinale fejrede holdets avancement til ud på de tidlige morgentimer sammen med de øvrige danske fans.

Mødet med den russiske fodboldkultur efterlod til gengæld et overraskende positivt indtryk.

”Personligt har jeg fået afkræftet nogle fordomme om russere. Blandt andet det her med at de er lidt kolde og måske ikke smiler så meget. Når du kommer ind på livet af dem, kan de sagtens åbne op. Og generelt er der ingen af de danskere, jeg har talt med, der har haft en dårlig oplevelse på turen. Tingene går langsommere, end man er vant til i Danmark, men ellers er vi blevet mødt med super service”, lyder det.

Deltag i debatten
Del.