Endnu et hattrick til Casper T. Hansen

0

Fredag den 10. november blev racerkøreren Casper T. Hansen kåret til “Årets banetalent” i den 18-årige roskildensers motorsportsklub ASK Hedeland – Danmarks største motorsportsklub. Seks dage senere, torsdag den 16. november, var der på ny hæder til den hurtige kører, da Formel 5 Danmarks klasserepræsentant Dan Knudsen og teknisk chef Stig Jensen overrakte hele to priser. Den første pris var som årets Rookie i Formel 5 klassen, tidligere kendt som Formel Ford, klassen Casper T. Hansen har deltaget i i 2017, og hvor det blev til en samlet 2. plads i det Danske Mesterskab. Den anden pris modtog racerkøreren på sit teams vegne – en pris der bliver givet for den flotteste Formel 5 racer i 2017-sæsonen.

“Jeg vil gerne sige tusind tak for priserne. Det er et kæmpe skulderklap og en stor anerkendelse og det betyder meget for mig. Tre priser på en uge er helt overvældende. Jeg vil samtidig give en stor tak til mit tekniske team FSP som altid har stået for at holde racerne klar til raceweekenderne. FSP har skabt de rigtige rammer for, at jeg kunne opnå denne succes i 2017”, siger Casper T. Hansen og fortsætter:

“Jeg vil også gerne sig tak til mine sponsorer – uden jeres støtte, kunne jeg ikke have kørt race, og sidst men ikke mindst takker jeg mit eget team CTH Motorsport, I har været der hele vejen, og har gjort det hele muligt”, slutter racerkøreren, der netop nu er i gang med at planlægge den kommende sæson.

Deltag i debatten
Del.