Bokse-Brian bag paraderne: ”Miljø avler talent”

0

Man kan, hvad man vil, hvis man er villig til at yde det, som det kræver,
mener boksetræneren Brian Brantley, der på fire år står bag 20 danmarksmestre.

Af Mathias Andersen

”Angreb, angreb! Angreb! 15 tilbage. Kom, 15 tilbage!

Anna, kom nu. Vi skal lave noget mere!”

Vægten bliver lagt over på det venstre ben, som står strategisk placeret foran det højre. Anna går ned i knæ. Jab med venstre. Misser. Jab med venstre. Træffer, en hurtig højre. Rammer hjelmen. Hans øjne søger mod loftet, så mod gulvet. Kroppen tager over, og på automatik tumler hans ben ham to skridt baglæns mod det ene hjørne af bokseringen, der er camoufleret i nationalfarverne.

”Så det nu, gå til den!”

Anna følger med. Tre skridt frem. Fem slag rammer, sænker paraderne. En højre rammer venstre kind, han undviger næste og kommer ind midt i ringen.

”Tid!”

Sparren er ovre.

Brian Brantley er boksetræner i klubben AIK, Roskilde, personlig træner, fitnessinstruktør med speciale i fysiologisk præstationsoptimering af eliteboksere og han har en simpel livsfilosofi. Den lyder: 

”Man kan, hvad man vil, og intet mål er for stort, hvis man er villig til at yde det, som det kræver”

Lokalet er ét stort rum uden vægge, men stadig er opdelt. Elevernes faren rundt i lokalet overdøver radioen i det fjerne. De løber helt nede fra de hvilende løbemaskiner og boksepuder, til hyggehjørnet med to sofaer og en kaffemaskine. De revnede spejle, som omfavner lokalet, reflekterer også en glæde, hårdt fysisk arbejde, en lyd af stakåndede elever og det blå gulv, som er under alles kondisko. I midten af lokalet er bokseringen. 5×5 meter kanvasgulv drysset med sved og som sluttes af med en kvadratform udgjort i tykke reb.

 I den ene sofa i hyggehjørnet sidder Brian Brantley. Som barn blev han adopteret af en plejefamilie og senere smidt ud af samtlige folkeskoler i Tingbjerg, hvor han er vokset op. Han havde problemer med at sidde stille – der skulle ske noget – og fik senere diagnosen ADHD. Af sig selv. 

De børn og unge som Brian træner i bokseklubben er selv mennesker som har haft det svært.

”De børn og unge, som vælger at gå til boksning, er ofte nogen, der ikke har en mor og en far, som smører deres madpakke hver dag, bor sammen, har et godt job eller tænker over deres børn i hverdagen. Oftest er det skilsmissefamilier, flygtninge og personer, som har en diagnose,” forklarer træneren.

Men når man er til boksning hos ham, så finder man hurtigt ud af, at lige meget hvilken baggrund man har, hvor meget man end lugter, eller hvor tyk man end er, så er alle tilstede og støtter hinanden. 

Hoveddøren går op og en nyklippet amatørbokser træder ind. 

”Hvad sker der her?”

– ”Jamen jeg er bare blevet klippet,”

”Har du betalt for den omgang dér?”

– ”Øhmm, ja, ja det har jeg”

”Du kan godt ringe og få dine penge tilbage, det er helt sikkert.”

Med et grin lunter træneren over mod bokseringen i midten.

”Så er det tid til skyggeboksning! Alle sammen! Kom i gang!”, råber han.

Han skuer med små øjne over til de elever, som ikke slår luften til plukfisk.

”Har I lort i ørene? Afsted med jer!”

Endnu et smil og en let latter. 119 sekunder er gået, og der bliver gjort klar til nye ordrer. Imens Brian Brantley fortæller det næste på agendaen, bliver de højtlarmende elever musestille blandt .

”Nu skal der løbes i 15 minutter. Ud, nu.”

På vejen ud kigger de med store øjne på hinanden, smiler, og klapper hinanden på skuldrene. De fortæller jokes om hinanden, og griner med hinanden.

 

”Efter træning kommanderer jeg altid eleverne til at gå i bad. Man må ikke gå ud ad døren før man har været i bad. I badet sker der nemlig ting, som der ikke ville ske andre steder. Man får snakket og vendt dagen sammen med sine kammerater. Det er vigtigt, at miljøet er godt. Miljø avler talent”.

Det er også grunden til, at der er så stor disciplin i lokalet. Boksning er ikke som fodbold eller håndbold, idet man ikke kan skiftes ud. Når man først står inde i ringen, så er der kun én vej ud, og det er enten som vinder eller taber. Brian Brantley ønsker ikke tabere i klubben. På blot de fire år, hvor han har været træner hos AIK, har han skaffet klubben 20 danmarksmestre, og det ser ikke ud til at stoppe.

Deltag i debatten
Del.