Atleter hædret i Roskilde Kongrescenter

0

Roskilde Idræts Unions årlige fejring af de lokale sportshelte bød på hædersvisninger til et bredt udvalg af idrætsgrene, mens hovedprisen gik til orienteringsløberen Andreas Hougaard Boesen.

De sportsinteresserede, der var blevet hjemme på sofaen fredag aften for at bevidne håndboldherrernes EM-skuffelse mod Sverige, ville set i bakspejlet formentlig have ønsket, at de i stedet var mødt op i Roskilde Kongrescenter Bauhaus Arena, hvor Roskilde Idræts Unions årlige fejring af de lokale atleters præstationer løb af stablen.

Vejlebo Dance Studio skød prisfesten i gang med et spektakulært sceneshow.

Knap 600 gæster blev indledningsvist budt velkommen af RIU’s formand Jørgen Aufeldt og Roskilde borgmester Joy Mogensen, hvorefter Vejlebo Dance Studio indtog scenen og således skød festen i gang. En fest, hvor 150 idrætsfolk og ledere fra en bred pallette af sportsgrene blev behørigt hyldet for de mange Danmarksmesterskaber og udenlandske medaljer, som de i det forgange år har hentet hjem til Roskilde.

Spar Nords Talentpris gik til den 23-årige styrkeløfter Joakim Jørgensen fra Roskilde Atlet Klub, der i 2017 satte tre Danmarksrekorder og sluttede som nummer seks ved VM. Joakim Jørgensen fik overrakt prisen af Spar Nord Roskildes direktør Kasper Overgaard Bæk og Roskilde Idræts Unions formand Jørgen Aufeldt.

Aftenens suveræne hovedpris for årets sportsresultat, Dagbladet Roskildes Ærespokal, gik til orienteringsløberen Andreas Hougaard Boesen fra OK Roskilde, der i 2017 beviste, at han hører til i den absolutte verdenstop. Sammen med Cecilie Klysner, Tue Lassen og Maja Alm hentede den hurtige herre således både en sølvmedalje i sprintstafet ved VM i Estland og ikke mindst en guldmedalje i samme disciplin ved Word Games i Polen.

De løb med priserne
DAGBLADET Roskildes Ærespokal: Andreas Hougaard Boesen, Orienteringsklubben Roskilde
DAGBLADET Roskildes Ungdomspokal: Bastian Secher, Roskilde Roklub Forum Advokaters Lederpris: Johanne Tschernja, Roskilde Bordtennis
Danske Bank og RIUs Ildsjælspris: Max Andersen, Roskilde TeamGym
Roskilde Avis Prisen: Roskilde TeamGym
Like My Life og RIUs Sociale Pris: Roskilde Håndbold
Spar Nords Talentpris: Joakim Jørgensen, Roskilde Atlet Klub
Årets Initiativpris (enp advokater og Snow Fun): Martin Jakobsen, Roskilde BMX
Spar Nords Rollemodelpris: Ludvig Wacker, Roskilde Cykle Ring ForeningLet Digitaliseringspris: HVB E-Sports

Deltag i debatten
Del.