Svindleren i Byparken

0

Dizzy Mizz Lizzy, Sort Sol, Mads Langer og Medina er blandt hovednavnene til Rock i Haven lørdag den 19. maj i Byparken. Imidlertid har der aldrig ligget en underskrevet kontrakt, og arrangøren er som sunket i jorden.

Billetlugen vil ikke afsløre, hvor mange af de 12.000 billetter, der er solgt til Rock i Byparken lørdag den 19. maj. Men sikkert er det, at billetterne i skrivende stund fortsat er til salg. Ifølge hjemmesiden kan man se frem til solide navne som Dizzy Mizz Lizzy, Sort Sol, Mads Lander, Medina, Kato og Page Four, så der er lagt op til en uforglemmelig majdag i Byparken.

Sunket i jorden
Der er imidlertid bare den hage ved programmet, at det ikke kommer til at ske. Arrangøren Casper Christensen, ikke at forveksle med komikeren af samme navn, lægger ud med overbevisning og store armbevægelser, men herefter bliver der meget stille omkring ham, og hverken Roskilde Kommune, bookeren eller andre involverede har haft held til at komme i kontakt med ham siden nytår. Henvendelser på Casper Christensens mobilnummer udløser i bedste fald en besked om, at han har dødsfald i den nærmeste familie – men ellers er alt stille.

Ville sætte dem på et fly
Alarmerne ringer allerede i det fjerne for Peer Seipelt ved hans første møde med den charmerende koncertarrangør, der angiveligt er administrerende direktør i enmandsforetagendet Koncerter & Events beliggende på en adresse i Valby.

”Set i tilbageblik var han meget overbevisende, og han slyngede om sig med millionbeløb. Jeg har allerede et sølvbryllup fastlagt i Byparken den pågældende dato, men han foreslog fx, at han bare ville tilbyde hele selskabet en rejse i stedet”, siger restauratøren fra Pipers Hus, der spørger til Casper Christensen gennem sit netværk i musikbranchen – det er ingen, der aner, hvem han er.

Imidlertid afslører en hurtig søgning, at manden har flere konkurser bag sig.

Ingen aftale
Peer Seipelt meddeler sin skepsis til kommunen, hvor vejchef i Afdeling for Veje og Grønne områder Ivan Hyllested også må konstatere, at den for længst udfærdigede kontrakt på koncerten i Byparken ligger urørt hen. Kommunen forlanger en halv million kroner i depositum for arrangementer af denne størrelsesorden, men trods gentagne rykkere har man hverken modtaget beløb eller underskrift.

”Vi sendte et udkast til ham den 21. december, men trods gentagne rykkere, har vi intet hørt. Vi har ikke nogen aftale med Casper Christensen”, siger Ivan Hyllested.

Ikke desto mindre har koncerten nu været annonceret i adskillige uger, og billetterne er fortsat til salg. Også på bookingbureauet PDH Music har Casper Christensen tilsyneladende en aftale.

”Jeg har et bekræftet job. Lige nu er der ikke noget, der indikerer, at det ikke kommer til at ske”, siger booker Henrik Seifert.

VIP til ingenting
Det var først i forløbne uge, at fristen for at underskrive kontrakten endeligt udløb. Imidlertid har Casper Christensen tilbudt særlige VIP-billetter til firmaer til det attraktive koncertbrag i Byparken. Herunder til personaleforeningen i en større sjællandsk virksomhed, hvor formanden kun vil udtale sig anonymt.

”Det lød som et smaddergodt arrangement. Vi ville få et VIP-område for os selv med fri bar, mad og koncert til vores medlemmer”, fortæller formanden, der arrangerer en stribe begivenheder for foreningens medlemmer hvert år.

Tørret
Det skulle koste 150.000 kroner, hvoraf personaleforeningen allerede har sluppet et depositum på 40.000 kroner – et beløb der definitivt er forsvundet op i den blå luft over Byparken. Af samme grund har formanden for personaleforeningen opsøgt Casper Christensen på firmaadressen i Valby – blot for at finde en ringeklokke og et kontorfællesskab, hvor ingen af de tilstedeværende havde set ham længe. Samtidig kender formanden til andre firmaer, der har lidt samme skæbne som hans.

“Folk har glædet sig til den her koncert, men vi er altså i kløerne på en plattenslager, som nu er forsvundet ud i den blå luft. Jeg føler, at jeg er blevet tørret i røven med det toiletpapir, der var på skolerne i gamle dage”, siger formanden.

Deltag i debatten
Del.