Specialundervisning: Halvdelen af pengene fundet

0

Budgetpartierne tilbagefører 1,5 million til det trængte område, der i efteråret blev ramt af manglende prisfremskrivningerne. Der er ikke begået løftebrud, siger Socialdemokraternes Daniel Prehn. Venstre er uenig.

En af konklusionerne på sidste uges januarseminar i Økonomiudvalgets lyder, at budgetpartierne S, V, R, K og SF har fundet halvdelen af de tre millioner kroner, der i efteråret blev frataget specialområdet på grund af manglende prisfremskrivninger.

”1,5 million er så langt vi kan gå uden at tage for meget fra de andre områder”, fortæller Socialdemokratiets Daniel Prehn, der er medlem af Økonomiudvalget.

Prehn oplyser samtidig, at pengene er fundet ved sprede besparelsen ud over de øvrige kommunale ressortområder.

”Hvis vi skulle tage pengene fra kassebeholdningen, ville vi stå i samme situation til næste år. Vi skal have rettet op på budgetterne, som i øvrigt går i minus lige nu, og det mener jeg er at tage politisk lederskab”, siger Daniel Prehn, der samtidig afviser tanken om, at der ved kun at tilbageføre 1,5 million til specialområdet kan tales om løftebrud.

Et spørgsmål, der trænger sig på, efter borgmester Joy Mogensen forud for efterårets kommunalvalg – på linje med flertallet i budgetforligskredsen – udtrykte et klart ønske om at friholde området, der måtte holde for med en lignende besparelse på 2,2 millioner i 2017-budgettet.

”Det har været vores linje fra starten, at vi gerne ville være med til at finde pengene, men ikke ville garantere det. Jeg føler ikke, vi har begået et garantibrud, for vi har fulgt op på det, vi har sagt, vi ville gøre. Nu har vi fundet halvdelen af pengene, og så må vi sætte os sammen og se, om vi kan nå længere”, siger Daniel Prehn.

”Klokkeklart” løfte
Bent Jørgensen (V) mener omvendt, at budgetpartierne i Paperboy den 17. oktober sidste år i fællesskab forsikrede vælgerne om, at området ville blive friholdt. Venstres medlem af Økonomiudvalget siger direkte, at han er ”skuffet over Socialdemokraterne manglende vilje” til at finde de resterende 1,5 million kroner.

”Vi (de fem partier bag budgetforliget red.) lovede at friholde området. Det fremgik klokkeklart inden valget, og så kan det ikke nytte noget, at man ryster på hånden kort inde i den nye byrådsperiode. Der kom ikke nye tal på bordet i forbindelse med januarseminaret, budgettet er som det blev vedtaget, og det må vi leve op til”, siger Bent Jørgensen, der til gengæld ikke ønsker at præsentere et konkret finansieringsforslag til en total friholdelse af specialområdet forud for nyt møde i forligskredsen.

”Nu må vi tage en ny gennemgang af de forskellige områder, og så vil jeg lade det være op til en ny forhandling. Men fra Venstres side er udgangspunktet fortsat, at området skal friholdes”, siger Venstres medlem af Økonomiudvalget.

Lærerforening: ”Halvgodt”
I Roskilde Lærerforening lyder det, at man forsøger at bibeholde optimismen ovenpå sidste uges politiske beslutning.

”Det er halvgodt. Det er, hvad jeg kan svinge mig op til. For siden fejlen blev påpeget i efteråret, har jeg haft en stærk fornemmelse af, at ingen politikere synes, det var rimeligt, at vores svageste børn skulle holde for på grund af en fejl. Derfor håber jeg også, at de sidste penge bliver fundet, når sagen skal behandles igen”, lyder reaktionen fra fællestillidsrepræsentant Peter Hansen.

Men nu har politikerne trods alt fundet halvanden million. Kan I ikke overkommer den resterende del af besparelsen?

”Jo det kan man godt sige. Men på den måde, kan man tage en million her og en million der, og hvornår tipper det så? Vi kan bare konstatere i Roskilde Lærerforening, at mange børn har behov for et særligt tilrettelagt tilbud. Færre penge betyder, at der er børn, der må blive tilbage i den normale undervisning, og det har konsekvenser for både den enkelte og kammeraternes trivsel”, siger Peter Hansen.

Deltag i debatten
Del.