Socialøkonomisk spisested på vej i Byens hus

0

“Vi er enige om, at vi gerne vil. Der går dog lang tid før vi går i gang – formodentlig først til nytår”, siger René la Cour Sell efter mandagens møde med borgmester Joy Mogensen.

Der er ikke underskrevet en formel aftale endnu, men det anslår formanden for Den Erhvervsdrivende Fond Roskilde SØV, vil ske inden sommerferien. Samtidig tilbageviser René la Cour Sell, at stedet vil være baseret på ulige konkurrence.

”Jeg kan ikke få øje på, at det på nogen måde skal være ulige konkurrence”, siger han med henvisning til, at huslejen på et muligt kommende socialøkonomisk spisested i Byens hus er højere end på både Restaurant Raadhuskælderen og Restaurant Florentz.

Delte meninger
Roskilde SocialØkonomiske Virksomhed blev sat i verden i 2017 med det formål at drive såkaldt eksemplarisk socialøkonomisk virksomhed i Roskilde og omegn. I princippet er det kun fantasien, der sætter grænser for de initiativer, fonden kan sætte i søen.

Aktuelt har fonden fået tilbudt en kontrakt på restauranten i Byens hus på Stændertorvet i Roskilde – et tilbud som René La Cour Sell og fonden først skulle tage endelig stilling til mandag aften efter Paperboy’s deadline.

”Der er delte meninger i bestyrelsen, om det er den rigtige start for os med al den ballade”, siger formanden.

Højere husleje
Udsigten til konkurrencen fra et muligt socialøkonomisk spisested har fået en del restauratører i området omkring Stændertorvet op ad stolene på det seneste, men de lufter en bekymring, som René la Cour Sell kun har undren til overs for.

”Vi løser en samfundsopgave. Samtidig betaler vi en højere husleje, vi får intet tilskud fra kommunen, alle er ansat på overenskomst eller overenskomstlignende forhold, og vi har måtte fraskrive os retten til afståelse ved fraflytning, hvilket ellers kan være mange penge værd”, understreger formanden.

Endvidere skal et kommende socialøkonomisk spisested leve med en række bindinger på åbningstider, opsigelsesvarsel og forbud mod skiltning på facaden.

Ansæt en udsat
Et andet kritikpunkt har gået på socialøkonomiske virksomheders mulighed for at ansætte arbejdskraft i forløb, arbejdsprøvning eller skånejobs, hvor der typisk følger betaling med. Men det ser René la Cour Sell ikke som en konkurrencemæssig fordel – tværtimod.

”Det kræver meget af en virksomhed at have udsatte borgere i forløb – også ekstra ressourcer. I øvrigt er alle private virksomheder jo mere end velkomne til selv at tage alle mulige forløb ind, hvis de har lyst”, siger formanden, som tilføjer, at det eneste ulige forhold ligger i, at en socialøkonomisk virksomhed ikke skal generere overskud til ejerne, men derimod bruges på de udsatte.

Ikke noget nyt
Politisk har formanden for Roskilde SØV rygdækning fra formand for UVEG Lars Lindskov (C), der aktuelt selv har tre praktikanter fra EASJ, Teknisk Skole, og Produktionsskolen i sin virksomhed.

”Betyder det, at jeg ikke konkurrerer på lige vilkår?” spørger han retorisk.

Lars Lindskov henviser endvidere til adskillige eksempler på, at virksomheder i en periode har fungeret med delvis kommunal finansiering.

”Nu kører Gimle godt, og der er overskud. Men det har tidligere været subsidieret af offentlige midler. Den slags findes i alle mulige blandingsforhold overalt i byen”, understreger Lars Lindskov, som anser frygten fra konkurrenterne for ubegrundet.

”Vi har også en pølsevogn på Stændertorvet. Tager den forretning fra Raadhuskælderen eller Upstairs? Næppe. Den henvender sig til et andet segment”, siger han.

Op ad ryggen
Men først og fremmest ser han en socialøkonomisk virksomhed i Byens hus som endnu en mulighed for at gribe samfundets udsatte.

”Jeg synes, vi skal hjælpe de mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Vi andre skal nok få drevet vores butikker. Vi vil gerne have en socioøkonomisk tilgang til tingene, og vi vil gerne have folk i arbejde. Når der så er nogen, der har overskud til at gøre noget ved det, så pisser man dem op og ned ad ryggen og anklager dem for at lugte af tis bagefter”, siger Lars Lindskov.

Fantasiløst
Bent Jørgensen (V) har tidligere luftet sin modstand mod projektet i Byens hus, og den står han ved.
”Vi taler om byens bedste beliggenhed. Er det det mest geniale, vi kan finde på, virkelig at give plads til en endnu en restaurant på Stændertorvet? Jeg synes, det er fantasiløst”, siger Bent Jørgensen, der bedre kunne have tænkt sig et udstillingsvindue for Roskildes seværdigheder til glæde for byens turister.

Han mener, at man fra start af har bevæget sig ud ad den forkerte tangent, da det ikke lykkedes at udleje lokalerne på kommercielle betingelser. Nu står kommunen så med en investering i klemme til de istandsatte lokaler.

”Helt grundlæggende er det min holdning, at vi kunne benytte det hus til meget andet spændende, når der nu i området er så mange muligheder for at købe spise- og drikkevarer. Folk lider jo ikke brødnid på Stændertorvet”, siger Bent Jørgensen.

Deltag i debatten
Del.