Skoleelever spærrede parkeringsplads af i myldretiden: Vil have forældres biler væk fra Lynghøjskolen

0

En happening arrangeret af Lynghøjskolens elevråd skal få forældrene til at bruge aflæsningsmulighederne udenfor skolens matrikel og dermed mindske det daglige trafikkaos, lyder det fra elevrådsformanden.

”Der er én indkørsel til bilerne, der skal bakke for at komme ud igen, imens og cyklerne og de gående kommer fra begge retninger, og det skaber kaos”, fortæller 14-årige Mikkel Hansson, elevrådsformand på Lynghøjskolen, og peger på parkeringspladsen foran skolens hovedindgang.

Det er onsdag morgen, og helt ekstraordinært er der ikke en eneste bil i syne. Det er der imidlertid en god forklaring på. Elevrådet har nemlig spærret indkørslen til skolens parkeringsplads af i samarbejde med virksomheden Trafik i Børnehøjde og Lynghøjskolens ledelse.

”Det handler om at sende en besked til forældrene, lad nu være med at køre dit barn i skole, når det tager ti minutter at gå eller cykle”, lyder opfordringen fra Mikkel Hansson.

Lynghøjskolens trafikpatrulje stod som sædvanlig klar til at hjælpe elever og forældre over Svogerslev Hovedgade.

Trafikalt paradoks
Han henviser i stedet til de to aflæsningssteder, såkaldte kiss ’n ride, ved henholdsvis Svogerslev Kirke og bogbussen, som ifølge elevrådsformanden ikke bliver brugt i tilstrækkelig grad.

”Jeg kan godt forstå, forældrene kører deres børn helt til døren for at passe på dem, men det er desværre netop det, der skaber de farlige situationer på parkeringspladsen”, forklarer elevrådsformanden, der mener, at de nødvendige foranstaltninger for at få fragtet de mindste elever fra blandt andet aflæsningsstedet ved Svogerslev Kirke og over Svogerslev Hovedgade.

”I lang tid har vi haft gåbussen, hvor de større elever går med de små og sørger for, at de kommer sikkert over krydset. Men den bliver desværre ikke benyttet af så mange”, siger Mikkel Hansson, efter vi har bevæget os ned til krydset ved Svogerslev Hovedgade, hvor en trafikpatrulje er i færd med at guide en større gruppe forældre og børn sikkert over vejen.

Skoleleder: Flere skal benytte aflæsningssteder
”Lige nu ser det ud til at virke meget godt”, konstaterer elevrådsformanden, kort inden han skal på scenen i Lynghøjskolens Teatersal for at præsentere kampagnen ”Lad bilen stå, og lad os gå”.

Og tiltaget møder fuld opbakning fra skolens ledelse, hvor man anser det for nødvendigt at presset bliver taget af skolens begrænsede parkeringsfaciliteter.

”Skolen er 50 år gammel, og vores parkeringsforhold er utidssvarende. Derfor skal vi finde ud af, hvordan vi skaffer mere plads, så vi skærmer de bløde trafikanter. Én af løsningerne er at skubbe til de forældre, der kører i bil, så flere afleverer deres børn på afsætningsstederne”, siger skoleleder på Lynghøjskolen Gregers Lau Hansen.

Deltag i debatten
Del.