Skoda-konkurrence går viralt: 25.000 har set Christians opslag

0

Bunkevis af likes og delinger har ramt Skoda Roskildes facebookside, efter salgsassistent Christian Wahlgreen udloddede en spritny Karoq.

Det er en jagt, vi kan nikke genkendende til i avisbranchen. Jagten på likes, delinger og nye følgere på de sociale medier. Og sidstnævnte må siges at være lykkedes for Skoda Roskilde, der i sidste uge høstede bunkevis af positive tilbagemeldinger på en facebook-konkurrence, hvor deltagerne havde chancen for at vinde en Skoda Karoq til fri afbenyttelse i en hel weekend.

“Selve opslaget er nået ud til over 25.000 mennesker, og vi har fået hundredvis af nye følgere”, fortæller en glad Christian Wahlgreen, salgsassistent hos Skoda Roskilde og manden bag det virale hit.

Æren tilfalder bilen

Den unge bilsælger er dog ikke meget for at tage æren for den overvældende facebook-trafik, som den nu afsluttede konkurrence endte med at generere. Den vælger han i stedet at tilskrive præmien; den nye Skoda Karoq, der er en fempersoners familie-SUV.

“Det særlige ved konkurrencen er, at vi har valgt at udlodde en bil, der er spritny på markedet. Her der mulighed for at få en eksklusiv premiereoplevelse, og det tror jeg, folk har reageret på”, lyder analysen fra Christian Wahlgreen, der samtidig lover flere konkurrencer på Skoda Roskildes facebookside i fremtiden.

“Sociale medier giver os mulighed for at skille os ud og lave lidt sjov, samtidig med at vi får kunderne tættere på og kan nå bredere ud med vores budskaber. Så det er helt sikkert noget, vi vil fortsætte med”, fortæller han.

Deltag i debatten
Del.