Ring-billeder gik over al forventning på auktion

0

To værker af den lokale maler gik for mere end det dobbelte af vurderingen, da de i sidste uge kom under hammeren hos Bruun Rasmussen.

To billeder af maleren L.A. Ring(1854-1943), der blandt andet er kendt for sine mange billeder fra Roskilde og i særdeleshed Sct. Jørgensbjerg, gik over alt forventning på en Bruun Rasmussen-auktion i sidste uge.

Det ene med den lidet mundrette titel ”Langs rugmarken. Gangsti med en græsbevoxet Jordvold til højre, Rugmarken til venstre. I baggrunden en Stente”, gik til Randers Kunstmuseum for 220.000 kroner, mens ”Den gamle kastanie ved Laagen”, indbragte et hammerslag på hele 320.000 kroner og skal nu indgå i Ordrupgaards samling.

Dermed gik begge motiver til over det dobbelte af vurderingsprisen, hvilket dog ikke overrasker næstformanden i den lokale forening L.A. Rings Venner, der blandt andet står bag det nyåbnede besøgscenter på ’Bjerget’, hvor maleren huserede fra 1914 til sin død.

”Det er påfaldende, hvordan priserne på Ring billeder har udviklet sig de sidste par år. Man kan drage paralleller til Anna Ancher, så hans billeder er bestemt i høj kurs”, fortæller Jes Nysten, der har svært ved at sætte en finger på årsagen til den voksende efterspørgsel på Rings billeder.

Forklaring søges
”Det er svært at pege på en bestemt forklaring. Ring har været en del af vores kulturarv i mange år, men vi kan se, at der i den seneste tid har været en øget interesse for hans motiver, både i museumsverdenen generelt og i besøgscentret på Sct. Jørgensbjerg”, fortsætter næstformanden i L.A. Rings Venner.

De to malerier, der netop har været under hammeren hos Bruun Rasmussen, adskiller sig fra hinanden ved, at det ene fremstår udateret, mens ”Den gamle kastanie ved Laagen”, er udstyret med årstallet 1929. Derfor er der sandsynligvis også tale om et af Rings roskildensiske skildringer, vurderer Jes Nysten.

”Jeg har en formodning om, at det er malet på Sct. Jørgensbjerg, for motivet er hans typiske landsbymiljø”.

Deltag i debatten
Del.