Politiet: Her er vores fem festivaltips

0

Midt- og Vestsjællands Politi er klar med årets gode råd til festivalgængerne.

I lørdags blev campingområdet på årets Roskilde Festival vanen tro invaderet af glade og feststemte mennesker – klar til en uge med masser af musik, fest og lunkne dåseøl. Men det er ikke sjovt det hele – hvert år oplever festivalgæster at blive bestjålet eller at komme galt af sted på grund af for meget alkohol eller indtag af stoffer. Det er på den baggrund, at Midt- og Vestsjællands Politi nu er klar med årets fem gode råd til en festival uden ubehagelige oplevelser eller overraskelser:

1. Undgå at efterlade penge og værdigenstande i teltet. Tyvene er især ude efter tablets, mobiltelefoner og kameraer. Lad det dyre udstyr blive hjemme, hav det på dig, eller lås det inde.

2. Pas på hinandens ting, og hold øje med naboens telt. Hvis du ser noget mistænkeligt, nogen der ikke hører til, eller nogen der lusker rundt, så underret festivalvagterne eller politiet på 114. 

3. Lad være med at stille drinks, hvor andre kan putte noget i dem. Hold dig fra euforiserende stoffer, og drik alkohol med fornuft. Hvis du selv eller en ven eller veninde alligevel har fået for meget at drikke, så sørg for, at du, han eller hun ikke er alene.

4. Hvis du er ung, så lav en aftale med din familie inden, du tager på festival om, at du ringer eller sender en sms hjem med jævne mellemrum, så de ved, at du har det godt.

5. Skulle der ske noget alvorligt, der involverer mange mennesker, så lad være med at ringe, da telefonnettet kan gå ned. Send i stedet en SMS eller skriv på Facebook eller Twitter: ”Jeg er ok”, så dine pårørende ikke bliver bekymrede.

Politiet understreger desuden at der gælder nøjagtig de samme regler på festivallen som alle andre steder.

Deltag i debatten
Del.