“Et perfekt match fra dag ét”

0

Scott Wesley har siden februar været i virksomhedspraktik hos Carl Ras Roskilde, og det har både den 25-årige deltager i ungeindsatsen NExTWORK og forretningen på Byleddet haft stor glæde af.

“Jeg ville gerne prøve noget nyt”.

Sådan lyder det fra 25-årige Scott Wesley, der tidligere har prøvet kræfter med mekanikeruddannelsens grundforløb og læst til webintegrator, uden at anstrengelserne dog har udmøntet sig i eksamensbeviser eller job. Men det manglende fodfæste på arbejdsmarkedet, med kontanthjælp og økonomisk smalhals til følge, kan meget vel være fortid for den unge mand, der i de seneste måneder har været i virksomhedspraktik hos Carl Ras Roskilde.

“Scott har været det perfekte match fra dag ét. Kemien passer hele vejen rundt i butikken, og jeg kan høre på de andre medarbejdere, at Scott er blevet en del af holdet og en del af hverdagen”, siger Henrik Hald, butikschef i Carl Ras Roskilde.

Udfordrende og spændende

Scott Wesley og den lokale forretning på Byleddet, der specialiserer sig i værktøj og beklædning til håndværkere, stiftede bekendtskab med hinanden gennem ungeindsatsen NExTWORK, som Rockwool Fonden og Roskilde Kommune i fællesskab står bag. I februar underskrev parterne en aftale om et ti uger langt praktikforløb, og den er nu forlænget med yderligere ti uger.

“Det er selvfølgelig altid udfordrende at starte noget nyt, men jeg synes, det har været spændende”, fortæller Scott Wesley om den første tid hos Carl Ras, hvor butikschefen fra første færd har fået et positivt indtryk af medarbejderstabens nyeste medlem.

“Scott skulle egentlig møde kl. 8, men efter kort tid påpegede han, at det var smartere at komme “en time tidligere, når nu hans primære opgave er vareopfyldning. Der tænkte jeg:

“Wow, den her unge mand kunne se noget, jeg ikke selv havde tænkt over. Det er jo helt vildt fedt”, fortæller Henrik Hald.

Nærgående spørgsmål

At Scott Wesley og Carl Ras har fundet melodien fra starten, tilskriver både praktikant og praktiksted det forarbejde, der er kendetegnende for NExTWORK-modellen. “I modsætning til et kontanthjælpstilbud, hvor man bare sidder i et lukket lokale i fire uger, bliver man i NExTWORK præsenteret for selve praktikforløbet og en række virksomheder, mens du selv vælger, hvor du gerne vil i praktik. Jeg kan mærke, at det med selv at kunne vælge er noget, jeg har manglet”, siger Scott Wesley. Fokusset på at give de unge lige dele valgfrihed og ansvar for deres praktikforløb er også en grundtanke, Henrik Hald fremhæver, samtidig med Carl Ras’ butikschef har gjort brug af sin egen erfaring med at have praktikanter tilknyttet forretningen. Det indebar blandt andet, at han stillede Scott et meget personligt spørgsmål, inden praktikaftalen kunne underskrives.

“Jeg spurgte, om der var nogle diagnoser, jeg skulle tage højde for. Det er selvfølgelig grænseoverskridende, men jeg ved fra tidligere, at det er bedst være fuldstændig åben og ærlig omkring, hvilke udfordringer vi har at gøre med. For ingen er tjent med, at praktikforløbet bliver en dårlig oplevelse – slet ikke den person, der står og skal bruge hjælp”, forklarer Henrik Hald, der helt generelt mener, at virksomheder har pligt til at påtage sig et socialt ansvar, hvis de har ressourcerne til det. Og han fortsætter:

“Det er en af Carl Ras’ værdier, at vi skal hjælpe, så meget vi overhovedet kan. Vi har ikke kun en forpligtigelse til at tjene penge og betale skat af dem. Vi har også et menneskeligt ansvar for at åbne døren for folk, der står udenfor fællesskabet og forsøge at hjælpe dem”, siger han.

For Scott Wesleys vedkommende har virksomhedspraktikken været så givende, at han for kort tid siden valgte at aflevere en trainee-ansøgning til chefen. Håbet er en fastansættelse, når den nuværende aftale udløber til sommer.

“Jeg vil gerne det her”, siger han.

Deltag i debatten
Del.