Musicon Mikrobryggeri åbner i denne uge

0

Generalprøven efterlod et positivt indtryk hos brygger Peter Jelsted, der håber på, at det lokale bryggeri og ølbar kan blive hele Roskildes vandhul.

“Vi venter lige lidt med den helt store grand opening, men nu starter vi stille og roligt ud, så vi sikrer, at alt falder på plads, som det skal”, fortæller brygger Peter Jelsted, der sammen med kompagnonen Jonas Schou Larsen står bag Musicon Mikrobryggeri, der har første officielle åbningsdag tirsdag den 15. maj kl. 12.

Udlægget fra bydelens første bryggeri og ølbar kan således virke forsigtigt med tanke på, at selve brygningsanlægget og de ni velvoksne øltanke til opbevaring af de lokale dråber for længst er ankommet til Containerstriben. Men det er også et par minutiøse herrer, der har brugt over to år på at sikre, at såvel smagsnuancer som rammerne i den unge bydel er helt på plads. I skrivende stund pågår den sidste fintuning fortsat.

“Vi er i fuld gang med at testbrygge og mangler nu kun de sidste detaljer på selve byggeriet”, fortæller Peter Jelsted, da Paperboy fanger den travle brygger på en telefon i sidste uge.

Godkendt generalprøve

Vælger man at lægge vejen forbi de ombyggede skibscontainere tæt ved RAGNAROCK her i Musicon Mikrobryggeris premiereuge, bliver man mødt med et menukort, der foreløbig tæller fem lokaltproducerede varianter af både mørke og lyse øltyper.

“Dem starter vi med, og så kommer der andre varianter til hen ad vejen”, forklarer Peter Jelsted, der foreløbig har modtaget særdeles positive tilbagemeldinger på det lokale bryg.

“Vi havde en teståbning i lørdags (forrige lørdag red.). Det var en rigtig hyggelig dag, hvor mange fra nabolaget valgte at lægge vejen forbi, og folk var meget positive overfor øllet”, siger den tilfredse brygger.

Fra tanke til handling

Og netop evnen til at høste den umiddelbare respons fra gæsterne er en særdeles vigtig ingrediens i visionen bag Musicon Mikrobryggeris måde at producere øl på og samtidig humlen bag den korte afstand fra produktion til udskænkningssted, lyder det.

“Hele konceptet er, at vi kan have den direkte dialog med vores gæster, så vi med det samme kan omsætte tanker til handling. I baren kan vi få alle kommentarerne; dén dufter meget, eller dén er bitter, og dem kan vi tage med over i bryggeriet”, forklarer Peter Jelsted, der håber på, at Musicon Mikrobryggeri kan udvikle sig til et samlingssted for hele byen.

“Vi vil gerne være Roskildes lokale ølbar, og da vi ikke ligger så langt fra stationen, tror vi også, det er muligt”, slutter bryggeren.

Deltag i debatten
Del.