Jubel hos gymnaster og bordtennisspillere efter dampradio-forlig

0

Roskilde TeamGyms stifter kalder det “kæmpe stort”, at byggeriet af det nye Idræts- og Bevægelsescenter nu kan gå i gang.

 “Efter fire år, hvor vi oplevet en masse bump på vejen, går det hele pludselig op i en højere enhed, og så bliver man bare enormt glad. Det er helt ubeskriveligt og kæmpestort for gymnastikken i Roskilde”, lyder det fra Frank Veje Jakobsen, stifter og nuværende suppleant i Roskilde TeamGyms bestyrelse.

Glæden er til tage at føle på hos den tidligere elitegymnast ovenpå forliget mellem Roskilde Kommune og Roskilde Dampradio, der betyder, at vejen langt om længe er banet for byggeriet af det nye Idræts- og Bevægelsescenter i Kildegårdskomplekset. Et byggeri, der ifølge Frank Veje Jakobsen er af vital betydning for Roskildes gymnaster.

“Var centret ikke blevet bygget i år, havde elitegymnastikken været død i Roskilde. Vi kunne godt have overlevet som klub, men vi ville have været nødt til at sige farvel til den trænerstab, der gør, at vi i dag kan ligge i toppen, hvor vi også ønsker at være i fremtiden”, forklarer han.

Også i byens bordtennisklub er der store smil, efter kommunen og dampradioen nu har valgt at begrave stridsøksen.

“Vi glæder os helt vildt til at tage det nye center i brug. Den giver nogle langt bedre muligheder for vores medlemmer, der får nogle langt mere stabile forhold at spille under”, siger Johanne Tschernja, formand i BTK 61.

Frank Veje Jakobsen og Johanne Tschernja henholdsvis stifter af Roskilde TeamGym og formand for BTK 61 er lykkelige for at byggeriet af det nye Idræts- og Bevægelsescenter nu kan begynde.

Deltag i debatten
Del.