Joy Mogensen i KL’s bestyrelse

0

Roskildes borgmester trak det længste strå på sidste uges årsmøde i Kommunernes Landsforening.

Joy Mogensen (S) skal fremover sætte tid af i kalenderen til møder med en række borgmesterkollegaer fra hele landet. Det blev konklusionen på sidste uges årsmøde i Kommunernes Landsforening (KL), hvor Roskildes borgmester blev valgt til KL’s bestyrelse og således foretrukket frem for partifællen Thomas Adel-skov, der er borgmester i Odsherred Kommune.

”KL er med til at træffe en masse beslutninger, der påvirker kommunernes hverdag og dermed også Roskilde, som jeg samtidig mener, KL kan lære noget af. Så jeg ser muligheden for en god vekselvirkning mellem parterne”, siger Joy Mogensen, der nævner kystsikring som et oplagt område, hvor Roskildes erfaringer kan komme andre kommuner til gavn.

Roskildes borgmester siger samtidig, at hun tiltræder sin nye post med et ønske om at sikre en større grad af åbenhed i KL.

”Jeg oplever, at borgerne i højere grad ønsker at være involveret i velfærden og selv være med til at tage et ansvar for at skabe de rigtige løsninger. Det vil jeg gerne være med til at løfte”, forklarer Joy Mogensen, der er sikret plads i KL’s bestyrelse frem til 2022.

Borgmesterens indtræder i KL på et tidspunkt, hvor organisationen er en del af den verserende konflikt om de offentlige ansattes overenskomst. I den sammenhæng siger Joy Mogensen, at hun ser KL’s varslede lockout som et nødvendigt skridt i forhold til at forsøge at nå en aftale.

”Jeg ser lockouten som en mulighed for at presse forhandlerne, vel at mærke på begge sidder af bordet, til at være så kreative og fleksible som overhovedet muligt i forhold til finde en løsning”, lyder det fra borgmesteren.

Deltag i debatten
Del.