Ikke mere pis

0

Hvis du tissede på rette sted på dette års Roskilde Festival, kunne du bidrage til en sælsom forvandling. Din opsamlede urin bliver nemlig til øl – om to år.

Men bare rolig. Der bliver ingen urin i dit ølglas på festivalen i 2017. Den opsamlede urin bruges nemlig blot som gødning til den maltbyg, der er en hovedingrediens i produktionen af øl. Landbrug & Fødevarer opsamlede urin til 2,5 hektar maltbyg på dette års Roskilde Festival. Organisationen havde håbet at samle 100.000 liter urin på Festivalen. Så meget blev det imidlertid ikke til – men dog lidt over halvdelen, nemlig 54.000 liter. Landbrug og Fødevarer fastholder dog målet om 100.000 liter urin på næste års festival.

Efter at have konfereret med malteriet, så er meldingen, at det faktisk godt kan blive til en god mængde festivaløl om to år, når urinen har gødsket næste vækstsæsons maltbygmarker.

“Vores beregning viser, at det dækker kvælstofbehovet til 2,5 hektar, og med maltbyg i en god kvalitet, så giver det 100.000 liter svarende til 300.000 flasker,” siger kommunikationschef Leif Nielsen blandt andet i en artikel på organisationens hjemmeside.

 

Vokser i Næstved

Og der skal også noget til. På Roskilde Festival i år blev der drukket ca. 1 million liter øl. Forudsat forbruget er det samme ved kommende års festivaler, skal der altså tisses ti gange så meget på rette sted for at dække behovet for hjemmetisset øl. Det er dog ikke ambitionen at dække hele festivalens forbrug. Imidlertid vil den særlige øl gødet af gæsternes urin med garanti være i handlen på festivalen i 2017.

”Maltbyggen som vi gøder med dette års urin høstes jo først næste år, og bliver så lavet til øl. Når der er høstet næste år, så går ølproduktionen i gang, og så er øllet altså klar til festivalen 2017”, fortæller pressekonsulent i Fødevarer og Landbrug Jens Dissing Munk.

Urinen opbevares som al anden gylle til brug i landbruget. Men den indsamlede urin fra årets festival bliver spredt på nogle bestemte marker omkring Næstved, så man er sikker på at det øl, som kommer på Roskilde Festival i 2017, kommer fra netop disse marker.

”Nu skal vi evaluere projektet, for det er jo ikke uden omkostninger. Men det er tanken, at vi fortsætter, og således vil der altså være urinbaseret øl på festivalen hvert år fra 2017 og fremefter”, siger Jens Dissing Munk.

Landbrug og Fødevarer har allerede været i kontakt med flere bryggerier omkring brygningen og lanceringen af øllen, men har endnu ikke truffet aftale med en specifikt samarbejdspartner.

Deltag i debatten
Del.