Hovednavn afsløret: Aura gæster Jyllinge Festival

0

Med bookingen af den kendte ’Geronimo’-sangerinde har den lokale musikfestival sikret sig sit hidtil største trækplaster nogensinde. Årets program tæller også de populære pop-veteraner Sko/Torp. Nederst i artiklen kan du se de fulde program for de to dages musikfest.

Når de naturskønne omgivelser i Hellig Kors Park i Jyllinge igen skal lægge græs til to dages musikfestival fredag den 17. og lørdag den 18. august, bliver det, som Paperboy nu kan afsløre, med sangerinden Aura Dione øverst på plakaten.

Det bekræfter formanden for Jyllinge Festivals bestyrelse, Nicholas Hansen, der samtidig medgiver, at den 33-årige danske artist må betegnes som det største navn i festivalens femårige historie.  

”Vi har den ambition, at musikken skal ramme bredt, og det kan Aura. Hvad end du taler med en 17-årig eller en på 60, der har set hende i Toppen af Poppen (TV2-program red.), så kender folk hende, og derfor er det også lidt af et scoop”, fortæller initiativtageren til det lokale tilløbsstykke. 

Forventer flere publikummer
Den internationalt anerkendte sangerinde, der blandt andet står bag ’Song for Sophie’ og ikke mindst monsterhittet ’Geronimo’, er sat til at gå på scenen lørdag klokken 21.30, og Nicholas Hansen forventer, at bookingen vil betyde øget tilstrømning til festivalpladsen.

”Sidste år havde vi mellem 4500-5000 besøgende fordelt over de to dage, men jeg tror bestemt, at vi får 1000-15000 ekstra gæster til Auras koncert”, vurderer den 45-årige ildsjæl, der også har sikret de populære popveteraner Sko/Torp til fredagens program.

”Sko/Torp er lige startet op igen, og det er et navn, som min generation kan huske fra dengang de brød igennem, ligesom de også er band, der spænder bredt rent musikalsk”, forklarer Nicholas Hansen, der samtidig kan afsløre, at budgettet bag Jyllinge Festival 2018 beløber sig til i omegnen af en halv million kroner, hvilket er mere end en tidobling sammenlignet med premieren i 2014.

Fastholder gratis entré
En naturlig udvikling, der er sket i takt med den voksende opbakning fra lokalområdet i form af sponsorer, samarbejdspartnere og ikke mindst korpset af frivillige, der i år tæller godt 150 personer. Det betyder samtidig, at Jyllinge Festival, helt i tråd med de foregående fire udgaver, kan tilbyde sit publikum gratis entré.

”Da vi startede op for fem år siden, blev os i bestyrelsen hurtigt enige om, at lige meget, hvor stor festivalen bliver, så skal det være gratis for alle, så hele Jyllinge har mulighed for at deltage. Det kræver et kæmpe frivilligt apparat, og at hele organiseringen på plads, og det er fantastisk, at det er lykkedes”, fortæller Nicholas Hansen.

Fakta: Jyllinge Festival 2018
Tid: 17.-18. august.
Sted Hellig Kors Park, Jyllinge
Entré: Gratis
Det er femte år i træk, at Jyllinge Festival løber af stablen.

Program: Jyllinge Festival 2018
Fredag den 17. august
16:45 Son of Prey, Store scene (alternativ rock)
17:45 Peter Marckmann band, Lille scene (pop)
18:45 Sko/Torp. Store scene (pop)
20:00 Danny Linde , Lille scene
21:00 Thorbjørn Risager & The Black Tornado, Store scene (blues)
21:30 DJ Bergz, Hakuna Matata
22:00 Emma Askling, Hakuna Matata (pop)
22:15 Danmarks John, Lille scene (pop)

Lørdag den 18. august
11:00 Jazz-brunch Lille scene
16:30 The Victim Lille scene
17:30 Lune Carlsen, store scene (pop)
18:30 Danni Nicholls, Lille scene (country/folk)
19:30 Julie Avaldorff, Store scene (pop/folk)
20:30 Zac Williams Lille scene (pop/RnB)
21:30 Aura (Pop)
22:45 Sahra da Silva, Lille scene (funk/soul/folk) 

Deltag i debatten
Del.