Flertal dropper forbud mod koncerter på nyt stadion: Vi overfortolkede høringssvar

0

Forud for onsdagens byrådsmøde har det socialdemokratiske byrådsflertal vendt rundt på en tallerken på spørgsmålet om livemusik i Roskilde Idrætspark.

Som det ellers fremgår af denne uges udgave af Paperboy, besluttede Økonomiudvalget, med Socialdemokratiet i spidsen, i sidste uge at forbyde koncerter på Roskildes nye fodboldstadion. Mandag, efter avisen deadline, er meldingen dog, at den nye lokalplan for området alligevel vil give mulighed for livemusik på FC Roskildes nye hjemmebastion i Rådmandshaven.

”Vi har nok overfortolket høringssvarerne forud for mødet i Økonomiudvalget (onsdag den 13. juni red), hvor vi traf beslutningen. Det var ikke den rigtige beslutning, men det kan vi nu, uden den helt store dramatik, råde bod på”, forklarer Socialdemokratiets Daniel Prehn, forud for onsdagens byrådsmøde, hvor Roskildes politikere ventes at vedtage den endelige lokalplan for området.

”Det mest realistiske er, at vi vedtager lokalplanen – vel at mærke uden et forbud – hvorefter Klima- og Miljøudvalget får til opgave at fastsætte retningslinjer såsom støjgrænser og hvor ofte der må holdes koncerter i Rådmandshaven. På den måde sikrer vi, at stadion kan udnyttes på bedst mulig vis, samtidig med at vi respekterer de omkringliggende naboer”, fortsætter Daniel Prehn.

Kovendingen er, ifølge byrådsmedlemmet, et resultat af en intern debat i byrådets flertalsparti i kombination med de offentlige reaktioner på sidste uges beslutning. Blandt andet kaldte Gimles spillestedsleder Lars Sloth politikernes nej til koncerter for ”en hovsa-beslutning”.

”Det har været en bred pallette af folk , der har ytret, at et forbud ikke er den rigtige vej at gå, og netop derfor ville det også være forkert at vedtage noget, som stort set hele byen er imod”, konkluderer Daniel Prehn.

Deltag i debatten
Del.