Fanget i Dødens Dal

0

Journalist og advokat Carsten Juul debuterer som forfatter med den hæsblæsende beretning om en skoldhed nærdødsoplevelse i én af Australiens altopslugende skovbrande.

Året er 1982, og den unge Carsten Juul begiver sig med vennen Christian ud på en bagende varm, men i øvrigt tilsyneladende ufarlig tredages tur i Blue Mountains i Australien. Imidlertid bliver de unge venner uforvarende fanget i en buldrende og altfortærende skovbrand. Mens en amerikansk turist omkommer andetsteds i skovbranden, overlever de to venner kun med nød og næppe ved at kaste sig i en flod, hvor de må inhalere den skoldhede luft gennem deres våde t-shirts for at undgå de værste forbrændinger.

Højt tempo
Hele forløbet omkring den galoperende og øredøvende skovbrand er fortalt i et hæsblæsende tempo, hvor man febrilsk vender siderne.

Og med branden som det dramatiske udgangspunkt maler forfatteren et overbevisende tidsbillede fra opvæksten i Himmelev i Roskilde, årene i Australien, og ikke mindst farens demonstrative udvandring fra Anker Jørgensens socialdemokratiske andedam, der strander i desillusion og alkoholisme.

36 år efter
Den 55-årige Carsten Juul har tidligere berettet om sine oplevelser fra Retshjælpen her i avisen, men først 36 år efter den skelsættende oplevelse i bushen i Australien, der trak overskrifter både ude og hjemme, er han altså klar til at fortælle historien. Resultatet har fået titlen ’Skovbrand – en historie om katastrofer og venskab’, og den har lagt beslag på hovedparten af de ledige stunder gennem de sidste tre år.

”Det tager en helvedes tid. Man skal ramme den rigtige tone, og det rigtige sprog, og fortællingen skal have både tempo og detaljer”, fortæller forfatteren, der tidligere har forsøgt at skrive andre bøger uden held.

Ud af systemet
”Men her var der hul igennem. Der er næppe gået en uge siden, uden at jeg har tænkt på den oplevelse. Det var noget, jeg gerne ville have ud af systemet, men jeg skulle nok have det på afstand først”, fortsætter den nyslåede forfatter.

Som årene er gået og oplevelsen har bundfældet sig, kan Carsten Juul således se tilbage på de skæb- nesvangre timer i skovbrandens hjerte med et klarere blik.

Snød døden
”Det er gået op for mig, hvor vildt det egentlig var, at vi overlevede den skovbrand. Den klippe i floden dukkede op lige på det rigtige tidspunkt, da den tog meget af varmen. Vi kunne have været døde så mange gange”, fortæller han.

Knap tre måneder senere oplevede Australien én af landets største katastrofer, da mere end 100 mennesker omkom i en anden skovbrand.

Ungdommens øjne
Umiddelbart efter redningen blev venneparret anbefalet at nedskrive deres beretninger. Det er således ikke mindst med udgangspunkt i disse bevarede vidnesbyrd, at Carsten Juul så detaljeret kan udfolde historien om vandreturen, der endte i en glohed dødsfælde.

Ikke desto mindre har advokaten været på intenst overarbejde som forfatter.

Shitdetektor
”Det har været hårdt arbejde. Og teksterne har været rettet og gennemskrevet om og om igen. Min kone, som er journalist, har en udpræget shitdetektor overfor klichéer og tomme vendinger, og senere kom forlaget indover”, fortæller han.

Mere forsigtig
Både faren, der besluttede, at familien skulle emigrere til Australien i 1980, og vennen Christian er i dag døde. Og Carsten Juul beskæftiger sig også med vennens kamp mod kræften i den sidste tid.

”Vi talte meget om branden under Christians sygdomsforløb”, husker Carsten Juul, der også bærer oplevelserne med sig i sin daglige adfærd.

”Nogle mennesker tror, at sådan en oplevelse giver traumer. Men det har det ikke gjort. Men jeg er blevet mere forsigtig, for det jeg aldrig troede, kun- ne ske, det sker”, siger han.

Carsten Juul stod sidste år på terrassen i sit sommerhus under et tordenvejr og talte i telefon med sin kone, da hans tillærte forsigtighed trak ham indendøre. Og det viste sig at være en god idé, da lynet kort efter slog ned i terrassen, og blandt andet flækkede et poppeltræ lige i nærheden.

”Jeg er mere bevidst om, hvad der kan gå galt – på et stilfærdigt plan”, siger forfatteren.

Stor opmærksomhed
Søndag bragte BT et længere indlæg om den nye bog, og tirsdag er Carsten Juul i både GO’ Aften Danmark og Aftenshowet i tv. Det er mildest talt en overraskende opmærksomhed omkring en debutroman, men Carsten Juul er da også selv godt tilfreds med resultatet af de sidste tre års anstrengelser.

”Min datter sendte en sms sent i aftes, hvor hun fortalte, at hun havde læst den i ét hug. Det bekræfter mig i, at det er en dramatisk og rørende fortælling”, siger Carsten Juul.

Fakta: ’Skovbrand’
’Skovbrand’ udkommer den 7. juni på Forlaget Lindhardt & Ringhof.

Deltag i debatten
Del.