Et fælles lystprojekt

0

Vinbaren med udgang til både Gullandsstræde og Købmandsgården kom fra start med et massivt opbud af gæster. Men for ejerne handler projektet først og fremmest om at have det sjovt.

Prop Vin & Kaffebar er et af de mere stilfulde hobbyprojekter, der efter måneders ombygning åbnede dørene for gæster torsdag den 3. maj. Det skete ved en reception, hvor den store forhenværende cykelhandel blev fyldt til bristepunktet med venner, vinelskere og nysgerrige i almindelighed.

”Jeg måtte simpelthen gå rundt om bygningen og ind ad døren i Gullandsstræde for at komme ned i den anden ende af lokalet”, fortæller Lena Bielefeldt.

Inden vinen
Guderne for vin og forårsvejr er med Lena Bielefeldt og hendes mand Mads Møller. Denne fredag formiddag dagen efter åbningen sidder gæster udenfor på de fåreskindsklædte bænke og slikker sol med gode glas i hænderne.

De første to måneder vil parret teste gæsternes adfærd, og derfor holder de åbent allerede fra kl. 8 om morgenen. Her forventes det ikke nødvendigvis, at man stikker næsen dybt i vinglasset. Til gengæld er der både morgenmad og god kaffe – og til dem der op ad dagen forfalder til alkohol, er der også et udvalg af fadøl på haner.

Det skal være sjovt
Her hersker allerede en udpræget afslappet stemning, og det hænger måske sammen med, at Prop Vin & Kaffebar først og fremmest er et lystprojekt for de to initiativtagere.

”Vi skal ikke leve af det”, siger Lena Bielefeldt, der tidligere har ejet et call-center og siden arbejdet i forsikringsbranchen.

Den 1. juli afslutter hun 11 måneders lediggang og starter atter fast arbejde som chef i forsikringsbranchen, hvorefter hun overlader driften af Prop Vin & Kaffebar til manden alene.

”Og så kan det da godt være, at vi ansætter en bestyrer på et tidspunkt, så vi selv bare kan tage nogle vagter for sjov. Det finder vi ud af – vi har aldrig prøvet noget som det her før”, siger Lena Bielefeldt.

Deltag i debatten
Del.