Brand hos Persillepigen

0

Lørdag aften udbrød der brand i grønthandlen Persillepigen på Stændertorvet. Men Signe Faurholdt sælger stadig frugt og grønt fra fortovet foran sin forkullede forretning.

“Vi har lige malet alle lofterne hvide”, siger Signe Faurholdt, og sender et frustreret blik op mod de kulsorte lofter i grønthandlen Persillepigen på Stændertorvet.

Lørdag aften udbrød der brand i den blot to måneder gamle grønthandel. De udløsende omstændigheder for branden er endnu uafklarede, men resultatet af flammerne er ikke til at tage fejl af: en fuldstændig forkullet forretning, og et enormt tab af både interiør og varelager. Signe Faurholdt og op til 25 frivillige var i gang med oprydningen efter branden hele søndagen, og hun endte med at fylde 11 affaldscontainere med kasseret frugt og grønt fra forretningen.

To brande

“Folk kom forbi og spurgte, om der var noget de kunne gøre. Og ja, det var der faktisk – ’Men I skal nok lige hjem og skifte tøj først’, sagde jeg til dem”, fortsætter grønthandleren, der mod alle odds fortsætter sit salg af frugt og grønt på gaden foran forretningen.

To på hindanden følgende brande lørdag aften har efterladt grønthandlen tilsodet og ødelagt. De tidligere hvide lofter i butikken, som kun har været åben i to måneder, er nu helt sorte.

Signe Faurholdt sad på en restaurant i Algade lørdag aften, da hun fik opkaldet om, at butikken stod i flammer. Men efter den første brand var blevet slukket, og brandvæsenet havde forladt forretningen, opstod der atter brand i lokalet.

I gang igen

“Jeg synes også, der virkede meget varmt efter brandslukningen. Jeg kunne bare mærke, at der var noget galt”, fortæller grønthandleren.

Herefter gentog forløbet sig, bortset fra at branden denne gang blev endeligt nedkæmpet.

Brandvæsenet måtte smadre sig vej ind i butikken for at slukke branden.

“Det er godt, vi vendte tilbage, for ellers var hele butikken futtet af”, siger Signe Faurholdt, som her mandag morgen er i gang udenfor sin butik, nærmest som om intet var hændt.

“Vi har smidt alting ud, og nu kører vi på igen. Ellers kan jeg sidde derhjemme og vræle, og det får jeg ikke noget ud af”, siger grønthandleren, som dog ikke kan ryste en dyb ærgrelse af sig lige foreløbig.

Én vej frem

“Det er en masse frugt og grøntsager, der er røget, og så er det først og fremmest en megafed butik, som nu er helt ødelagt”, erkender Signe Faurholdt, som kun ser én vej frem.

“Folk skal bare komme og handle. Det er det eneste, man kan gøre, for at støtte mig i det her”, siger hun og skridter ud af den mørke butik.

“Nu går jeg ud og fortsætter”, siger den ukuelige grønthandler.

 

Deltag i debatten
Del.