Bøvl og bedrifter

0

Det kommer muligvis bag på dig – men byrådsmedlemmerne har et liv ved siden af lokalpolitik. Vi har zoomet ind på en god håndfuld af dem, der jonglerer med arbejde og politik, og som også forsøger at finde tid til livet ved siden af.

Kun én ud af de 31 byrådsmedlemmer har formelt set et fuldtidsarbejde som politiker, og det er naturligvis borgmester Joy Mogensen. De 30 øvrige medlemmer af forsamlingen får vederlag for deres indsats i demokratiets tjeneste – og den indsats er ikke blevet nemmere at jonglere med de senere år. Dels er opgaverne generelt blevet mere komplekse, dels er kommunerne blevet større, og endelig har udviklingen i sociale medier betydet, at politikere føler sig presset til at være til rådighed døgnet rundt. Vi har talt med en række lokalpolitikere om bøvlet og bedrifterne. Kort, naturligvis, for de har travlt.

Kalenderoptimisten

54-årige Lars Lindskov har eget kommunikationsbureau i Roskilde, og bor i Jyllinge med sin 19-årige datter. Han blev valgt ind i byrådet første gang i 2001, og blev hængende frem til 2014, hvor han kortvarigt røg ud, indtil han genindtrådte i 2015. Han anslår et tidsforbrug på 25-30 timer på politik, når det ikke er valgkamp. “Det hænger ikke sammen. Men jeg har en afsindig dygtig partner på bureauet, som leder det i hverdagen – og så er jeg kalenderoptimist, hvilket gør, at jeg undervurderer længden af møder, og derfor har en uvane med at mokke mere ind i kalenderen end jeg bør”, erkender politikeren, der dyrker sin forkærlighed for biler i de sjældne ledige stunder.

Som at være tandlæge

Således er han medlem af Dansk Citroënklub, hvor han excellerer med sin spraglede 2CV fra 1973.

“At være politiker er lige som at være tandlæge: når du er ude blandt mennesker, skal de altid spørge dig om noget. Men i Citröenklubben er jeg bare Lars”, siger kommunikationsmanden, som også kan komme i tanke om et par politiske resultater.

“Vi protesterede over et forslag fra Socialdemokraterne om at fjerne tilskuddet til Kafé Klaus, der blandt andet sørger for mad til de hjemløse. Tilskuddet blev fastholdt – og det er jeg glad for. På den store klinge er jeg glad for at have medvirket til en stabil udvikling af Roskilde Kommune, hvor Det Konservative Folkeparti har trodset lokal populisme og paradeforslag fra forskellige partier og pressionsgrupper, og holdt fokus på resultaterne”, siger han.

Det hænger fint sammen

71-årige Birgit Petersen lader sig også snart pensionere fra
det politiske arbejde.

Birgit Pedersen er en sand veteran i byrådet med ikke mindre end 23 år bag sig for SF. Hun er formand for Kultur- og Idrætsudvalget og i øvrigt medlem af Økonomiudvalget. I dag har Ole Ernsts søster nået en alder på 71 år, og hun lader sig nu pensionere fra byrådsarbejdet. Også arbejdsmæssigt er Birgit Pedersen pensionist efter at have arbejdet som lærer. Hun er mor til en fuldvoksen søn, og bor på Sankt Laurentii Vej i Roskilde. Politikeren anslår, at hun bruger 10-20 timer ugentligt på byrådsarbejdet.

Flere tilbud

“Det hænger helt fint sammen for mig”, siger Birgit Pedersen, der ikke er presset af arbejde og småbørn ved siden af byrådsarbejdet.

Politikeren ser snart tilbage på 23 år i lokalpolitik, hvor hun vil mene at have bidraget til mange resultater.

“Siden jeg blev formand for Kultur- og Idrætsudvalget har jeg ved hver eneste budgetforhandling fået gennemført store og spændende anlægsopgaver og mere driftsstøtte, der sikrer at vi stadig udvikler tilbud til borgerne i takt med de ønsker og den udvikling, der er i kultur- og idrætslivet her i Roskilde”, siger hun.

Min datter hader byrådet

Jeppe Trolle er 48 år og underviser i samfundsfag på Professionsskolen Absalon. Han har boet i en årrække i Trekroner med sin kone og deres tre børn, men de er for nylig rykket sydpå til Viby. Jeppe Trolle har siddet fire år i byrådet for De Radikale, og han sidder i både Økonomiudvalget og Skole- og Børneudvalget.

Jeppe Trolle tager natten til hjælp, trækker på familien, og mærker en vis modstand fra sin yngste datter.

“Grunden til at det kan hænge sammen er, at jeg kan flekse. Så en gang imellem tager jeg en søndag nat, hvor jeg læser i seks timer. Det går ret meget ud over familien, men heldigvis er min yngste nu 11, så hun begynder at kunne håndtere det. Men hun har da sagt et par gange, at hun hader byrådet”, smiler Jette Trolle, som anslår at de 20 timer om ugen nok passer meget godt set over hele året.

Det føles godt

“Det kræver en tålmodig kone, en masse fleksibilitet og en del nattearbejde. Og jeg har ikke tid til fritidsinteresser”, siger politikeren, der er stolt af sine fodaftryk i det politiske arbejde.

“Vi fik besluttet ikke længere at investere i fossil energi som den første kommune i Danmark. Fra 2025 skal alt indkøb i kommunen således være 90 procent økologisk. Det rykker virkelig noget. Da jeg kom i byrådet var målsætningen på CO2-nedsættelsen for Roskilde Kommune 20 procent i 2020. Den har vi fået flyttet til 35 procent. Og det er ikke bare en målsætning – vi kan se, at det faktisk kommer til at ske. Det føles ret godt”, siger han.

Det kræver en rummelig familie

Manden med Roskilde-rekord i flest efter hinanden følgende vokaler i sit efternavn, 38-årige Karim Friis Arfaoui, har snart siddet i byrådet i fire år for Socialdemokratiet. Her er han medlem af Økonomiudvalget, og han anslår et ugentligt tidsforbrug som byrådsmedlem på 15-20 timer til møder, forberedelse og samtaler med presse og borgere. Karim Friis Arfaoui er uddannet diplomingeniør, og han arbejder som konsulent for Hofor i København.

38-årige Karim Friis Arfaoui er familiefar, diplomingeniør og byrådsmedlem for Socialdemokratiet.

“For mig har det været vigtigt, at det politiske arbejde ikke måtte gå ud over mit arbejdsliv. Jeg skal også kunne udvikle mig på jobbet. Det er en svær balance, og det kræver en rummelig familie, så min kone trækker et stort læs”, siger Karim, der er familiefar på Sønderlundsvej i Roskilde.

Forslag til forbedring

“Vi har øget midlerne ved hvert budget til flere varme hænder i daginstitutionerne. Det er jeg rigtigt glad for. Jeg synes også, at parkeringshuset på Sortebrødre Plads, der skaber byfortætning og bidrager til handelslivet, og så vores boligpolitik er god for Roskilde”, siger Karim Friis Arfaoui.

Han har også et forslag til, hvordan det politiske arbejde kunne passes bedre ind i privat- og arbejdslivet.

“Det ville være lettere, hvis man tog én dag om måneden, hvor man afviklede alle udvalgsmøder for at få hverdagen til at hænge sammen. Det kunne også gøre det mere attraktivt for yngre mennesker at engagere sig i lokalpolitik”, siger han.

Det hænger sammen, fordi jeg ikke har familie

Karsten Lorentzen er 47 år og ernærer sig som fagkonsulent for sundhedsområdet i Dansk Folkeparti på Christiansborg. Han bor på Dommervænget i Roskilde, og han deler ikke adresse med sin kæreste. Karsten Lorentzen har siddet i byrådet for Dansk Folkeparti siden kommunalvalget i november 2013, og her er han både næstformand i Plan- og Teknikudvalget samt medlem af Kultur- og Idrætsudvalget og Skole- og Børneudvalget.
“Sammenlagt med jobbet bruger jeg vel omkring 50-60 timer om ugen. Så det hænger kun sammen, fordi jeg ikke har familie og små børn”, siger han.

47-årige Karsten Lorentzen løber og cykler, når han ikke bruger sin tid på job og politik.

Mest politik

Nogle gange om ugen finder Karsten Lorentzen alligevel tid til at hoppe på cyklen for at bevæge sig ud i naturen omkring Roskilde – men ellers handler livet om politik.

“Vi har fået sat fokus på kommunens udgifter til udlændinge, og vi fik et flertal i byrådet med på at undersøge, om integrationen fungerer tilfredsstillende”, siger han.

Flekstid redder dagligdagen

Susanne Lysholm Jensen er 60 år og har repræsenteret Enhedslisten de sidste fire år i byrådet, hvor hun er medlem af Beskæftigelses- og Socialudvalget. Hun bor i en treværelses andelsbolig i Toldbodgade midt i Roskilde, hvor hun bor sammen med sin 18-årige søn. Herudover har Susanne en 27-årig datter, der bor i København. I sit arbejdsliv er lokalpolitikeren frivilligkoordinator i Sorø Sundhed og Omsorg, hvor hun har fokus på at sikre velfærd og livskvalitet for kommunens mere sårbare ældre borgere.

60-årige Susanne Lysholm Jensen er frivilligkoordinator i Sorø Sundhed og Omsorg, hvor hun har fokus på at sikre velfærd og livskvalitet for kommunens mere sårbare ældre borgere.

Bøger i ferien

Susanne Lysholm Jensen anslår at bruge 15-20 timer om ugen på byrådsarbejde, men hun har heldigvis mulighed for fleksibilitet i sit fuldtidsarbejde i Sorø.

“Fuld tid og transport frem og tilbage til Sorø betyder, at der ikke er så meget tid til familie og venner – eller til at dyrke motion, deltage i kulturelle aktiviteter eller læse en god bog, hvilket jeg kun får gjort i mine ferier. Det er helt afgørende for at få dagligdagen til at hænge sammen, at jeg har mulighed for at flekse på mit arbejde, og ind imellem kan arbejde hjemme”, siger Susanne Lysholm Jensen, der som politiker er særligt tilfreds med at have skabt opmærksomhed omkring det sociale område.

“Det er et tema, der generelt ikke fylder ret meget i Roskilde Byråd. Konkret har jeg haft indflydelse på, at der er blevet afsat penge til det sociale område i budgetforligene – men desværre ikke så mange, som vi har ønsket”, siger hun.

Deltag i debatten
Del.