Amerikaner-mad til torsdagstræf: Rullende diner indtager havnen

0

Der er nyt på den kulinariske front, når klassiske biler og motorcykler i aften samles på Roskilde Havn.

Der er godt nyt til de sultne, når aftenens torsdagstræf løber af stablen på Roskilde Havn. De bil- og motorcykelinteresserede gæster kan nemlig for første gang prøve kræfter med vaskeægte prærie-gastronomi, når den rullende diner Sallie’s on wheels kigger forbi – en mobil udgave af det ligeledes americana-inspirerede Sallies Restaurant & Snackbar i Albertslund, som Roskildedrengen Henrik Hansen står bag.

”Jeg var på tur i udlandet, hvor jeg fik øje på den her hjertelighed af en Airstream fra 1957. Den har vi så omdannet til en foodtruck efter alle kunsten regler”, fortæller indehaveren.

Han er godt bekendt med torsdagstræffet på Roskilde Havn, hvor han som så mange andre ofte har været forbi for at tage de mange maskiner i øjesyn. Men i aften deltager han altså for første gang som stadeholder, med et menukort der byder på pulled beef burgere, amerikanske hotdogs og milkshakes.

”Først og fremmest er vi på havnen for at vise den flotte vogn frem, og så passer vores koncept bare godt til torsdagstræffet, så det er oplagt”, fortæller Henrik Hansen.

Deltag i debatten
Del.