Ældrekollektivs køkken kører med stort underskud: ”Maden er uspiselig”

0

Røde tal præger køkkenets bundlinje på den selvejende institution Margrethegården i Himmelev, og i forsøget på at rette skuden op har bestyrelsen forsøgt at ”tage fusen” på de fortrinsvis ældre lejere, fortæller to beboere.

Det ser ellers så lovende ud på hjemmesiden: ”Det gode sammenhold, de mange aktiviteter og den gode mad er nogle af de faktorer, som gør det attraktivt at bo på Margrethegården”, der slår sig op på at være et såkaldt kollektivhus med egen restaurant.

Ifølge to beboere er virkeligheden imidlertid en ganske anden på den selvejende institution i Himmelev.
Pulversauce, vakuumkartofler, kød der er genopvarmet til ukendelighed og en trist portion salat som tilbehør til 74 kroner pr. måltid. Det er, hvad de fortrinsvis ældre lejere og deres gæster må tage til takke med, i de to timer dagligt hvor Margrethegårdens såkaldte restaurant holder åbent. Vel at mærke såfremt de spisende altså har bestilt bord mindst to dage i forvejen.

”Vi bor i et kollektiv for fortrinsvis ældre mennesker, der er afhængige af restauranten både for at spise, men også for at komme hinanden ved. Bestyrelsen lover en masse, som den ikke kan holde”, siger Hanne Moreno, der har boet på Margrethegården siden 2011.

Uspiselig mad
Den 81-årige beboer kalder maden ”elendig”, og hun er tilsyneladende ikke ene om kritikken. I de senere år er køkkenchefer kommet og gået på Margrethegården, uden at det i tilstrækkelig grad er lykkedes at lokke beboerne ud af deres lejligheder og ned i restauranten. Det ses ikke mindst på køkkenets regnskaber, der afslører, at det samlede underskud nu har rundet 600.000 kroner.

”Når du går ned og opdager, at maden ikke er til at spise, så kommer du ikke tilbage for at støtte op om Margrethegårdens køkken, det gør du bare ikke”, siger Anny Billum, der flyttede ind i ejendommen i 2012 og trods forplejningen fortsat er blandt kollektivets godt 200 beboere.

Hanne Moreno (tv) og Anny Billum er godt trætte af maden på Margrethegårdens restaurant, som de kalder ”elendig”. Bestyrelsen har forsøgt ”at tage fusen på de ældre”, lyder kritikken fra de to beboere.

Farvel til aftensmad
I forsøget på at få vendt skuden valgte Margrethegårdens bestyrelse i forsommeren at neddrosle restaurantens åbningstid fra tre daglige serveringer på hverdage til en enkelt kl. 11.30 – 13.30.

Resten af tiden er der lukket, og de ældre er derfor henvist til at få udleveret færdigretter, som de selv må tø op i deres lejligheder, eller smørrebrød, hvis de ønsker aftensmad. Siden de nye regler trådte i kraft 1. maj i år, har det samtidig været helt slut med at slå et smut forbi restauranten i weekenden og på helligdage. En ændring, der ifølge Hanne Moreno og Anny Billum har fået flere af deres naboer til at bryde grædende sammen.

”Mange af beboerne her på stedet skal til læge eller på sygehuset i dagtimerne, og de har nu slet ikke mulighed for at få varm mad. Der bor også en hel del udenlandske studerende, der går i skole og ikke er hjemme før kl. 16”, forklarer Hanne Moreno, der desuden mener, at beslutningerne er truffet hen over hovedet på beboerne.

Forsøgte at ”tage fusen på de ældre”
Kort efter indførelsen af de nye spisetider tilkendegav en stor del af de ældre beboere, at de savnede aftensmaden. En udmelding der dernæst fik institutionens bestyrelse til at udsende en invitation til et nyt beboermøde den 25. september via ejendommens administrator Kirsten Kristensen.

Vedlagt invitationen var et tillæg til lejekontrakten og en medfølgende opfordring til beboerne om at binde sig til mellem 5-10 spisebilletter hver måned for på den måde at sikre køkkenets og restaurantens overlevelse.

”Bestyrelsen forsøgte med gyldne løfter om dejlig mad at tage fusen på de ældre og at få dem til at binde sig til en aftale, der for det første ikke kan opsiges og som for manges vedkommende er ubrugelige, både i forhold til tidspunktet, og den mad der bliver serveret”, siger Hanne Moreno.

Nægtede at skrive under
Paperboy var tilstede ved beboermødet den 25. september, hvor Margrethegårdens bestyrelsesformand Kirsten Bjergager forsøgte at få de ældre til at aflevere tillægget, der af formanden blev omtalt som en ”tilkendegivelse” af, hvor mange der ønskede at spise aftensmad i køkkenet.

Hovedparten af de fremmødte nægtede imidlertid at underskrive dokumentet, og siden da har beboernes repræsentant i bestyrelsen, Erik Skovgaard, indsamlet knap 78 positive tilkendegivelser fra lejere, der fremover ønsker at støtte restauranten, oplyser han.

Hanne Moreno og Anny Billum håber på, at bestyrelsen snart får gjort noget ved både restaurantens åbningstider og ikke mindst køkkenets gastronomiske ambitioner.

”Vi håber at bestyrelsen vil tage hånd om situationen og møder op for at kontrollere forholdene, for det er ikke rimeligt at behandle ældre mennesker på den måde”, håber Hanne Moreno.

Deltag i debatten
Del.