Viktor gik fra snavs til læreplads på et år

0

Beskæftigelsesindsatsen NExTWORK fik 19-årige Viktor Nielsen til at droppe hashen til fordel for en ny tilværelse som lærling hos virksomheden Instadoor.

“Jeg var ude i noget snavs, men så fik jeg mulighed for at rette op og starte på en frisk. Lige siden er det gået godt, og nu har jeg fået en læreplads”.

Sådan opsummerer 19-årige Viktor Nielsen fra Roskilde det sidste års tid, hvor han har vendt tilværelsen på hovedet. Spoler vi tiden tilbage til starten af 2017 havde han netop sagt goddag til kontanthjælpssystemet, mens hverdagen gik med hashrygning og PlayStation-spil på sofaen. Det blev der imidlertid hurtigt lavet om på, da Roskilde Kommune sendte den unge mand i beskæftigelsesindsatsen NExTWORK, der er et kommunalt tilbud til unge mellem 18-29 år, som står uden job eller uddannelse. Indsatsen har til formål at facilitere kontakten mellem unge og lokale virksomheder i forsøget på at få flere væk fra passiv forsørgelse.

“Bed mig i røven”
I Viktor Nielsens tilfælde betød tilknytningen til NExTWORK, at han sikrede sig en praktikplads hos elinstallatøren Instalight på Søndre Mellemvej i Roskilde. Det er dog primært i søstervirksomheden Instadoor, der har til huse på samme adresse, at praktikanten gennem de seneste 12 måneder har slået sine folder.

“Jeg synes det har kørt godt fra dag et. Jeg startede hos Instalight, men der skal man på sigt have en elektrikeruddannelse, og da jeg ikke er så god til det boglige, skiftede jeg til portafdelingen. Det bed mig lige i røven”, lyder det bramfrit.

Og bidet i bagenden skal vel at mærke forstås positivt. Det må være konklusionen ovenpå den underskrift, Viktor Nielsen satte på en toårig Erhvervsgrunduddannelse (EGU) for godt tre uger siden, hvilket i praksis betyder at den nu tidligere NExTWORK-deltager har fået papir på en læreplads som portmontør hos Instadoor.

“Win-win”
“Viktor har fået et arbejde, og vi har fået en god mand ind i firmaet, der nu får en uddannelse skræddersyet til de kompetencer, vi efterspørger. Det er en ren win-win”, fortæller Thomas Skovgaard Jensen, autoriseret elinstallatør og medejer af Instadoor og Instalight. Indehaveren af de to virksomheder blev i begyndelsen af 2017 kontaktet af NExTWORK, der opfordrede ham til at deltage i beskæftigelsesindsatsen, som er udviklet af Rockwool Fonden.

“Når man får sådan en opringning tænker man, hvad skal der nu ske. Men omvendt; vi skal da have nogle unge mennesker ind i det her foretagende, og samtidig ville jeg gerne bidrage til den her sociale tilgang, hvor man hjælper mennesker videre i livet”, forklarer virksomhedsejeren.

I praktikperioden hos Instadoor og Instalight har Viktor Nielsen blandt andet arbejdet tæt sammen med Leif Becher, der oprindeligt er uddannet klejnsmed og har 20 års erfaring som portmontør.

En garvet herre, der har givet den nytilkomne indsigt i alt fra forsvarlig håndtering af værktøj til, hvordan man gennemskuer konkrete problemstillinger og prioriterer sin tid fornuftigt.

Instalight og Instadoor er to virksomheder på Søndre Mellemvej, der deler adresse og ansatte. 19-årige Viktor Nielsen fik sidste år kontakt til medejer Thomas Skovgaard Jensen (tv), og for kort tid siden gav parterne så hinanden håndslag på en læreplads. Til højre ses portmontør Leif Becher, der er ansat i Instadoor og har været en form for mentor for Viktor Nielsen.

“For at løse de situationer, man kommer ud til, skal man ind imellem være kreativ, og det lærer Viktor stille og roligt hen ad vejen, i takt med opgaverne kommer ind. Det tager mere end fem minutter”, fortæller Leif Becher, der er godt tilfreds med den udvikling, han har observeret hos den nyudnævnte lærling gennem det seneste år.

“Jeg er blevet ældre”
Det er en periode, der således står i skærende kontrast til Viktor Nielsens tidligere livtag med uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. 9.klasse fik han aldrig gennemført og en forlist læreplads er det også blevet til undervejs.

At tiden hos Instalight og Instadoor foreløbig har været én lang succeshistorie, tilskriver hovedpersonen selv en tiltagende modenhed.

“For det første er jeg blevet ældre, men det handler også bare om, at jeg har lyst til at være her og har lyst til arbejde i stedet for at ligge derhjemme. Det motiverer mig”, fortæller Viktor Nielsen, hvis chef ikke er meget for at tage del i æren for det nyfundne fokus.

“Vi har inviteret ham med til vores sammenkomster og i det hele taget gjort noget for, at han skulle føle sig som en del af arbejdspladsen. Men derudover er det Viktor, der har taget sig selv i nakken. Det er hans egen fortjeneste”, fortæller Thomas Skovgaard Jensen.

Deltag i debatten
Del.