Vigtigt Tycho Brahe-værk på Roskilde Kloster digitaliseret

0

Det er en astronomisk kioskbasker fra Kulturstrøget, at Tycho Brahes værk De Nova Stella er blevet digitaliseret af Syddansk Universitetsbibliotek ved SDU.

Det kan synes smalt, selv om det handler om noget helt astronomisk. Men det har stadig betydning især blandt forskere, at astronomen Tycho Brahe troede han så en ny stjerne på himlen og derfor i 1573 skrev værket De Nova Stella. I dag ved vi, at der var tale om en supernova, en uddøende stjerne.

Blandt de vigtigste
At det netop er blevet digitaliseret af forskere fra biblioteket ved SDU betyder, at bogen nu når ud til en meget større kreds af interesserede.

Forskerne har digitaliseret De Nova Stella efter aftale med Roskilde Kloster, som ejer bogsamlingen Karen Brahes Bibliotek. Værket er kendt for at være et af de vigtigste fra Tycho Brahes hånd. Samarbejdet er foregået med klosterforvalter, kammerherre, oberst Søren Lyder Jacobsen og stiftsbibliotekar Hans Michelsen. Fragmenterne i bogens omslag er analyseret, tydet og oversat af forskningsbibliotekar Jakob Holck og forskningsassistent Steffen Hope fra SDU.

Glad for at bidrage
”Man kan kun være forskerne taknemmelig for deres indsats. På den ene side gør vi på klosteret vores til at bevare det særlige historiske Brahe-bibliotek, og på den anden side kan vi åbne dørene for den digitale udbredelse af et centralt astronomisk værk”, siger klosterforvalter Søren Lyder Jacobsen.

Der er ikke almindelig adgang til Karen Brahes Bibliotek for lægmand. Når forskere og andet godtfolk slipper ind, sker det under overvågning.

Tilgængelig kulturhistorie
Roskildes Stiftsbibliotekar Hans Michelsen, der også bestyrer Karen Brahes Bibliotek, forklarer om betydningen af den aktuelle digitalisering og dermed deling af De Nova Stella:

”Det er enormt spændende at sidde med en bog fra 1573 i hånden, der bliver affotograferet. Det er fascinerende, fordi Karen Brahe, denne lærde adelsdame, også interesserede sig for naturvidenskab. Kulturhistorisk er det af stor betydning, at værket stadig eksisterer og bliver gjort tilgængeligt. Det er Karen Brahes eksemplar, der er digitaliseret”.

Forskere lærer stadig i vore dage nyt af Tycho Brahes studier af stjernehimlen.

Lavet i hånden
Det hører med til historien, at De Nova Stella er indbundet i en håndskrift fra måske 1200-tallet. Tycho Brahe levede i en tid, hvor bogtrykkerkunsten havde vundet over håndskriften, og fine håndskrifter var endt i skrotbunken. Nogle gange, og altså i dette tilfælde, var de dog gode nok til at blive til et omslag.

Deltag i debatten
Del.