Ud af reservatet

0

Kultur- og kirkeminister Mette Bock var imponeret efter sin rundvisning på udstillingen ’Roskilde – Magt og mennesker’, der officielt åbnede fredag.

“Det er jo et meget moderne museum i den forstand, at det formidler på en helt anden måde end traditionelle museer. Så du har både genstandene – som knogler og artefakter – og samtidig har du også den digitale formidling og de levende billeder. Det vil sige, at du appellerer til alle sanserne, og det betyder jo, at du kommunikerer til både børn og voksne. Det synes jeg er fantastisk”, sagde kultur- og kirkeminister Mette Bock efter sin eksklusive rundvisning på Roskilde Museums nye 1000 kvm store, permanente udstilling ’Roskilde – Magt og mennesker’ fredag eftermiddag.

Fat i de yngre

Netop en dygtig formidling af historien ser ministeren som afgørende for, at museer forbliver relevante for andre end de gråhårede kulturforbrugere.

“Der foregår jo meget dygtig museumsformidling rundt omkring, men vi bliver hele tiden bedre til det, og det skal vi også – for ellers bliver museer sådan nogle lukkede reservater for de helt særligt interesserede over 75 år. Vi skal også have fat i børnene og de unge, og det kan man netop ved at bruge nye medier og måder at fortælle historien på”, sagde Mette Bock, som forudser en velbesøgt udstilling i tiden fremover.

“Jeg synes, det har været spændende, og jeg tror, der kommer rigtig mange besøgende – ikke bare fra Roskilde, men fra hele landet”, sagde kultur- og kirkeministeren, inden turen gik videre på dages rundtur i det kulturelle landskab.

Deltag i debatten
Del.