Tabu står for fald: ”Ældre er seksuelle væsener ligesom alle andre”

0

SOSU-assistent Lise Lotte Lunde inviterede i sidste uge Himmelev Gl. Præstegårds kvindelige beboere til et opsigtsvækkende kursus.

Det er ikke et værelse, man forventer at finde på et dansk plejecenter, døren går op til fredag formiddag på Himmelev Gl. Præstegårds førstesal. På væggene hænger fotos af helt almindelige kvinder i alle aldre, der smilende viser formerne frem. På hovedbordet troner en kunstfærdigt svungen glaspenis ved siden af flere blanke navneskilte, mens et mindre bord overfor indgangen fremstår tætpakket med adskillige dildoer, massageapparater, fjerduske samt diverse magasiner pænt placeret på rad og række, som afventede de en grundig inspektion. 

Det er i dette lokale, at seks ældre kvindelige beboere har indvilget i at møde op klokken 11 for at tale med SOSU-assistent og kommende seksualvejleder Lise Lotte Lunde og hinanden om en del af deres liv, som de måske for længst havde taget afsked med. 

Tabuiseret emne
En del af livet som i den brede offentlighed slet ikke eksisterer inden for murerne på et plejecenter. Eller i hvert fald en tanke mange er hurtige til at skyde fra sig. Det er dog en skrøne, at drifterne slukkes, blot fordi man bliver gammel, lyder det fra dagens kursusleder.

”Hvis der kommer en på 80 år og siger, ’jeg fik det bedste knald i går’, ville de fleste tænke, ’ad hvor er du klam og ulækker’. Det har jeg selv oplevet kollegaerne sige på mine tidligere arbejdspladser, men ikke her på Himmelev Gl. Præstegård, hvor man er et helt menneske, til man ikke er her mere. Og vi skal netop have gjort op med de holdninger, for det forholder sig sådan, at ældre er seksuelle væsener, ligesom alle andre. Det ved jeg, for jeg har selv oplevet det”, fortæller 50-årig Lise Lotte Lunde, der siden 1. april i år har været ansat på Himmelev Gl. Præstegård og nu er i gang med en toårig tillægsuddannelse, der skal give hende redskaberne til både at åbne op for og håndtere ældres seksualitet på en positiv måde. 

Kvinde kend din krop
Ikke mindst kvindernes, der denne fredag er i fokus på plejecentret i Himmelev under overskriften ’Rør ved mig – rør ved mig selv’.

”Vi skal have belyst, at det er ok at have en seksualitet som ældre kvinde. For kvinderne på plejecentre er ofte stille og indadvendte og dæmper deres lyst, men med dagens kursus skal have det frem i lyset, at det ok at være kvinde og have behov”, fortsætter Lise Lotte Lunde, der gennemfører dagens kursus – det første af mange, der er i sidste ende skal udmunde i en større opgave om blandt andet seksualitet i den tredje alder – sammen med sine medstuderende på seksualvejlederuddannelsen, de to pædagoger Heidi Lise Jensen og Lone Birch. 

Uddannelsen er for så vidt ikke en ny opfindelse, men har indtil nu hovedsaligt har fokuseret på unge og voksne handicappede. Lise Lotte Lunde er selv den eneste ud af 30 studerende på hendes hold, der til daglig arbejder på et plejecenter for ældre mennesker.

En kagekone sørgede sammen med blandt andet boblevand og jordbær at ingen af de seks beboere på Himmelev Gl. Præstegård skulle gå sultne fra kurset.

Onani er sundt
Denne fredags måske første kursus af sin art er derfor også lukket land for pressen. Det oplyses dog, at de seks kvindelige kursister blandt andet vil få udleveret såkaldte goodiebags og desuden kan se frem til kage og lyserødt boblevand, mens diverse effekter rundt omkring i lokalet skal inspirere til en uformel snak om det at være ældre, men stadig kvinde, intimitet, erfaringer, uudtalte behov, og ikke mindst hvordan sidstnævnte kan dyrkes i stedet for at skulle tøjles. 

”Jeg kan tage dem med ud og hjælpe dem med at finde hjælpemidler (sexlegetøj red.), uden at det skal være forbundet med tabu. Det skal være lige så legalt at gå ud sammen med mig og købe det, som det er at købe en sodavand. Og hvis de ønsker det, er der også mulighed for at få sat et skilt op på deres dør, der fortæller, at de ønsker privatliv”, fortæller Lise Lotte Lunde.

I den mere alvorlige afdeling kan SOSU-assistenten desuden henvise til, at der foreligger en dokumenteret positiv sammenhæng mellem seksuel aktivitet og ældre menneskers helbred.

”Det dæmper smerter, kvalme og ubehag og sænker medicinforbruget. Forekomsten af infektioner falder også, fordi slimhinderne vedligeholdes. Der er et meget godt udtryk, der lyder, use it or loose it”, forklarer hun.

Deltag i debatten
Del.