Smed 35 kilo på et år

0

Trine Hansen havde været overvægtig i næsten halvdelen af sit liv, men en dag tog hun en beslutning. Et år efter var hun 35 kilo lettere.

”Jeg havde været overvægtig i mange år, og jeg begyndte at få mindre energi og hjertebanken – og i det hele taget at have det fysisk og psykisk dårligt. Jeg kunne mærke, at der skulle ske noget”, fortæller 38-årige pædagog Trine Hansen, der har været helt normalvægtig siden sommeren 2016.

Blandt de slanke
Hun havde været tiltagende overvægtig siden starten af 20’erne – men en dag i 2015 tog hun en beslutning om, at det skulle være anderledes. Hun havde børn, som hun ikke ville dø eller blive alvorligt syg fra – men først og fremmest tog hun beslutningen for sig selv. Den første tid var dog fyldt med tilløb og frustrationer, da anstrengelserne på egen hånd ikke bar frugt. Samtidig havde Trine Hansen det svært ved at blive konfronteret med sin størrelse.

”Jeg fik det ikke godt af at komme ind til alle de slanke piger i fitnesscentret”, husker hun.

Vendepunktet
Det var svært at holde gejsten og motivationen oppe, men vendepunktet indtraf, da hun besluttede at få en personlig træner.

”Jeg betalte hende altid forud, for så havde jeg penge på spil, og det ville være spild, hvis jeg ikke fik noget for dem”, fortæller Trine Hansen.

Kroppen fulgte med
Med hjælp og sparring både til træning og kostomlægning gik det pludselig stærkt, og i løbet af et halvt år havde hun smidt 20 kilo.

”Det var hårdt, men da kiloene begyndte at falde af hjalp det på motivationen”, fortæller Trine Hansen, der dog stadig havde til gode at se den totale forandring af sin krop.

”Jeg kunne ikke se den store forskel efter de første 20 kilo, men da jeg smed de næste 15 kilo, ændrede kroppen sig, og jeg fik igen slanke ben og arme. Pludselig fulgte kroppen fulgte med”, siger hun.

Færdig med skammen
Forløbet har været hårdt, og ikke uden omkostninger for familien, men i dag har den forhenværende overvægtige aldrig haft det bedre.

”Jeg fik min selvtillid og mit selvværd tilbage, som jeg ikke havde haft i mange år – og jeg skammede mig ikke mere over mig selv”, siger Trine Hansen.

Deltag i debatten
Del.