Røde øjne og røde ører

0

“Første gang vi opdagede, at vores søn var påvirket, var han 12 år gammel. Det var vi ikke lige forberedt på. Det er meget sjældent, vi drikker alkohol herhjemme, så det var chokerende”, fortæller Kirsten (navn ændret af redaktionen), som bor i en mindre by uden for Roskilde.

Røde øjne

I dag er familiens søn 16 år gammel, og de sidste fire år har tæret hårdt på familien. På overfladen har sønnen trods sit misbrug af primært hash gennemført skolen med gode karakterer, men siden er det gået ned ad bakke.

“Vi har iagttaget ham, og han har ikke benægtet sit misbrug. Han har haft røde øjne, bumser, været sløv og svær at vække om morgenen”, fortæller moren.

Skred i vrede

I deres bekymring gik forældrene i sønnens mobil, hvor de fandt en masse billeder og kommunikation, der bekræftede dem i deres bange anelser. Sønnen blev meget vred, og det endte i højlydte skænderier, hvor han ofte skred i vrede.

“Det var også hårdt for parforholdet. Den ene part er for blød, og den anden for hård. Vi endte med at bebrejde hinanden”, fortæller Kirsten, som derefter opsøgte Spottet for at få hjælp.

Skamfuld

Her fik de tilbud om en forældregruppe, hvor de mødtes med en misbrugskonsulent og en række andre forældre til misbrugere, og det har givet dem oplevelsen af ikke at være alene.

“Det er virkelig rart at møde andre forældre med de samme bekymringer, frustration og konflikter. Det er ubeskriveligt hårdt at være i, og man føler sig enormt skamfuld og alene med det som forælder”, fortsætter hun.

Fokus på det positive

Samtidig har de fået en række redskaber til at tackle kommunikationen med deres søn langt bedre.

“Før var alle vores samtaler konfliktoptrappende, men nu kan vi fokusere på det positive. Han ryger stadig hash, men han påstår, at han ikke ryger på hverdage, og det har jeg valgt at tro på. Man skal ikke snakke for meget om hashen, men i stedet fx bemærke, at han ser bedre ud, eller at hans hud er blevet pænere”, siger Kirsten.

Forløbet hos Spottet er nu forbi, men hun kan konstatere en mærkbar forbedring af kommunikationen i familien og langt færre konflikter med sønnen.

Stort behov

Spottet startede så småt op på Basgangen på Musicon i juni 2016, og tilbuddet har både forældregrupper og rådgivning og misbrugsbehandling til unge op til 30 år. Og ifølge chefkonsulent Jørn Pedersen fra Center for Alkohol- og Stofbehandling har behovet været til stede.

“Behovet er stort. Vi når typisk dem, der har de største problemer, for de er de mest synlige – i skolen og i kriminalstatistikken. Vi når i mindre grad den lette mellemgruppe, men her tror jeg, forældrene er vejen. Når man oplever, at der ligger jointpapir derhjemme, eller der mangler en hundredemand i pungen, eller den unge har røde øjne – så øger man kontrollen, for man er grundlæggende bekymret. Men det er vigtigt at finde redskaber til at arbejde sig tættere på hinanden. Jo før man kan tale konstruktivt om det, jo lettere er det at gøre noget ved det. Det handler meget om kommunikation”, siger konsulenten.

Deltag i debatten
Del.