Personlig udvikling på skemaet

0

Det er måske ikke de mest boglige typer, der er samlet i lokale 516 på Tiendeklassecentret, men et forløb om personlig udvikling har skubbet til noget.

”Har vi haft frikvarter?”; ”Har vi fri nu?”

Det kniber en anelse med fokus her fredag eftermiddag i lokale 516 på Tiendeklassecentret ved Handelsskolen på Maglegårdsvej i Roskilde.

Klassen består næsten udelukkende af piger, og de par drenge, der er tilstede, gør ikke meget væsen af sig. Den ene sidder med benene oppe på bordet med et headset i ørerne, og løfter på intet tidspunkt blikket fra sin mobil. Han er tydeligvis opgivet af underviseren.

Distraktioner

Sidste år blev 300 elever i Roskilde Kommune vurderet ikke-uddannelsesparate – og her sidder, står og ligger altså 15 af dem. Og hvis det generelt er lidt op ad bakke at holde flokken fokuseret på undervisningen, så er det ikke nemmere fredag eftermiddag, hvor solen lokker med weekend.

”Hvor er Laura og Nicoline?” spørger Charlotte Mouyal, og må og finde dem på gangen.

”Vi snakkede bare”, lyder forklaringen, da hun trækker dem ind i klassen igen.

”Må man godt smide det ud?” lyder det fra en pige, der ligger henover bordet, efter Charlotte Mouyal har delt evalueringssedler ud i klassen.

Ændret mindset

Men sedlerne skal udfyldes efter bedste evne og afleveres, så Charlotte Mouyal, der blandt andet ernærer sig som unge- & familiecoach, foredragsholder og mindfulness instruktør, kan bedømme effekten af det godt tre måneder lange forløb, hvor hun hver 14. dag har sat fokus på elevernes personlige udvikling. Hun har blandt andet introduceret vision boards og mindfulness, og hun er lykkedes med at få de unge til at sætte ord på deres personlige udfordringer og deres drømme for fremtiden.

”Mange af disse unge har det svært. Men jeg kan mærke en klar forskel i måden at være sammen på. Deres selvbevidsthed er øget, og de har fået et andet blik for deres egne evner og muligheder”, vurderer underviseren, der også hurtigt noterede en adfærdsændring i klassen.

Afdelingsleder i Ungdomsskolen Rasmus Enemark (tv) har taget stilling ved siden af Charlotte Mouyal (tredje fra venstre) og eleverne fra Fag og Trivsel på Tiendeklassecentret.

”I starten kom de dumpende fra morgen til eftermiddag. Men de fik med det samme at vide, at de skulle komme til tiden og være aktive i timerne – eller ikke dukke op. Og det har virket. Der skal i virkeligheden så lidt til at ændre deres mindset”, siger Charlotte Mouyal.

Tillid og tryghed

Klassen bliver dog også nærmest helt koncentreret, da eleverne bliver spurgt til deres oplevelser med forløbet.

”Jeg synes, jeg ser anderledes på min fremtid, efter vi lavede vision boards. Der kom jeg til at tænke meget over min fremtid, og hvordan jeg gerne vil være som menneske”, lyder det fra én.

En anden hæfter sig ved, at Charlotte Mouyal indledte forløbet med at fortælle historien om sin egen svære ungdom.

”Jeg synes, det har været udfordrende og grænseoverskridende. Jeg er blevet bedre til at lukke mig op og snakke om ting, jeg ikke er vant til. Det giver også tillid og tryghed, når man kender lærerens historie. Så tør man også selv lukke sig op, fordi man føler, at læreren forstår én. Man er ikke den eneste, der har det sådan”, siger hun.

 

Deltag i debatten
Del.