Øl og sundhed

0

Mænds sundhed var i fokus i uge 24 over hele landet. Øl kunne trække en del mænd til – men motion er de ikke meget for.

Der var stor opmærksomhed omkring mænds sundhed i uge 24, hvor mænd blev inviteret til en række gratis aktiviteter om fx prostatakræft, sund aldring og motion. Således mødte 15 mænd frem til åbent hus på RO’s Torv, og lige så mange til et åbent hus Sundheds- og Omsorgscenter Midt. Og mandag trak foredraget og fotoudstillingen om prostatakræft på Roskilde Bibliotek 56 fremmødte mænd op af sofaerne.

Baren var åben
Måske var det fordi, der var øl i baren. I hvert fald havde omkring 50 mænd, og en del af deres kvinder, fundet vej til Roskilde Katedralskole tirsdag aften den 12. juni. Her leverede fysioterapeut og forfatter Niels Honoré med udgangspunkt i sin bog ’Altæderens guide til en sundere hverdag’ et kærligt og humoristisk blik på mændene og deres livsstil.

”Baren var åben, og alle fik en kold øl fra Mikkeler, som faktisk var alkoholfri – men det tror jeg, de færreste bemærkede”, fortæller Niels Honoré.

Efter foredraget var der spørgsmål og adgang til flere øl i baren.
I Roskilde Ældre Motion var fremmødet til de i alt 15 forskellige aktiviteter i løbet af ugen noget mere nedslående.

Slut med Kloge Åge
”Der har været reklameret meget for vores arrangementer, og vi har delt brochurer ud – men disse mænd er ikke til at råbe op”, erkender formand Ole Rasmussen.

I alt otte fremmødte mænd fordelte sig på fire forskellige aktiviteter – hvilket vil sige, at otte af RÆM’s aktiviteter overhovedet ikke blev besøgt.

”Alt det man har gjort hidtil i forhold til at nå denne gruppe af inaktive mænd har ikke været godt nok, og nu skal man til at gøre noget andet. Den eneste måde er at spørge disse inaktive mænd, hvad de vil. Man skal spørge dem, der har problemet: ’Hvordan synes du, vi skal være med til at løse det?’ Vi begår alt for mange fejl ved at være Kloge-Åge over for folk”, siger Ole Rasmussen.

Deltag i debatten
Del.