Mig selv – version 2.0

0

Antallet af plastikkirurgiske indgreb er omtrent tidoblet på lige så mange år.
Ifølge en forsker er en del af forklaringen, at det betaler sig at være smuk.

Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen er antallet af plastikoperationer steget uafbrudt fra de tidligste tal fra 2005 til de seneste tal fra 2016. Således foretages der fx i privat regi i dag mindst ti gange så mange brystforstørrende operationer som for godt ti år siden. Hertil kommer en kraftig stigning inden for brystløft, brystreduktioner, fedtsugning, maveløft, løft af øjenlåg og diverse andre indgreb.

Tallene skal endda ifølge hjemmesiden ses som minimumstal, eftersom der forekommer en vis underrapportering fra private sygehuse. Hertil kommer alle de operationer, som danskere vælger at få foretaget i Sverige, Polen eller andre lande med konkurrencedygtige priser på plastikkirurgiske indgreb.

Skønhedsideal er generelt
Professor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet Mads Meier Jæger er ikke overrasket over, at vi i stigende grad jagter skønheden.

”Præferencen for skønhed har vi altid haft. Vi er enige om, hvem der er pæne og hvem der ikke er pæne – og det gælder på tværs af kulturer og over tid”, siger professoren, der også understreger, at skønhed giver kontante fordele.

Konkrete afkast
”Alt tyder på, at man får noget ud af at være smuk. Folk der vurderes smukkere tjener mere, har bedre jobs og flere venner, er mere lykkelige, har bedre sex, får billigere lån mv. Der er med andre ord helt håndgribelige økonomiske og sociale afkast af at være smuk”, siger Mads Meier Jæger.

Symptom på velstand
Forklaringen på at vi i stadigt højere grad vælger kniven, ligger ifølge forskeren lige for.

”Vi er blevet rigere, og velstand giver andre prioriteringer. Vi kan simpelthen bruge en større del af vores indtægt på andet end fødevarer. I dag har næsten alle en uddannelse, så du har brug for noget mere for at skille dig ud – og her er forbedring af udseendet et yderligere parameter. Tilmed gør den øgede medieeksponering i vores kultur i dag, at dit udseende betyder mere, end det har gjort”, vurderer han.

Deltag i debatten
Del.