Lindring til familielivet

0

Lad dig ikke snyde af navnet – enlige forsørgere af begge køn kan finde hjælp og anonym rådgivning i Mødrehjælpen.

”Jeg deltager selv som frivillig i rådgivningen sammen med en blandet skare af blandt andet psykologer, socialrådgivere og sundhedsplejersker. Vi rådgiver meget bredt inden for fx økonomi, uddannelse, forældremyndighed, samvær, forældreskab, forhold til sociale myndigheder og meget andet.

Det er blot et krav, at det er relateret til at hjælpe familier med børn”, forklarer Maiken Breum, der selv arbejder som advokat.

Forældrehjælp
Sammen med et stort team af andre frivillige tilbyder hun hver torsdag eftermiddag gratis anonym rådgivning til fædre og mødre i sårbare situationer i lokaler, som Mødrehjælpen låner af Øjenklinikken Hestetorvet. Og ja, navnet Mødrehjælpen stammer fra en tid, hvor i særdeleshed mødre var enlige forsørgere, mens fædrene i bedste fald lånte afkommet en gang hver anden uge.

De tider er heldigvis forbi, og i dag henvender Mødrehjælpen sig i lige så høj grad til enlige forsørgere af hankøn.

Glæden smitter af
Endvidere har Lokalforeningen i Roskilde en række aktiviteter for alle forældre med børn, som fx familieaktiviteter på søndage, sommerlejr og fællesspisning i lokalerne i Store Gråbrødrestræde.

”Alt er gratis, da det udelukkende er frivillige, der står for aktiviteterne. Og har du selv overskud og lyst til jævnligt at lægge nogle timer, er du meget velkommen til at være med til at arrangere – også hvis du er mand. Grundlæggende ønsker vi bare at støtte familier, således at børnene trives bedst muligt – for glade forældre giver glade børn”, understreger Maiken Breum, som gerne så flere mandlige frivillige i organisationen.

Deltag i debatten
Del.