Kunst og øl på Den Gamle Spritfabrik

0

Fotografen Annelise Jensen og maleren Mette Udengaard har fernisering på udstillingen “Colour Canon” i Atelier Under på Den Gamle Spritfabrik i Roskilde søndag den 8. april kl. 13- 16. Til at skylle kunsten ned med serverer Ølsnedkeren smagsprøver frisk fra fad.

Farlige farvebrus

De to kunstnere udstiller sammen, da deres værker på en måde taler et fælles sprog – et sprog, der vokser ud af den blågrønne palet med en sanselig tilgang til fortolkningen af naturens farver og former. Annelise zoomer ind og stiller skarpt på en sten, en mole eller en skrænt, med et særligt blik for kontraster, farver og mønstre. Både de små og store linjer får opmærksomhed. Det er et øjebliks stemningsbillede af nuet, som bliver fastholdt i et foto, hvor beskueren bliver mødt af et følsomt “knus” fra naturen. Mette Udengaards abstrakte landskaber med små figurer, der dukker frem i en form for “Storytelling”, leder tankerne hen på eventyrverdenen, hvor det velkendte støder op til det ukendte og potentielt farlige i et farvebrus. Komplementærfarvernes spejler personlighedens komplementære kvalitet – i balance, skjult eller fornægtet.

Deltag i debatten
Del.