Se billederne: Kronprinsesse Mary indviede Liljeborg

0

Den røde løber var rullet ud, Dannebrog blafrede og glade børn bød Julemærkefondens prominente protektor velkommen ved Julemærkehjemmet Liljeborgs officielle indvielse fredag formiddag.

Smilende børn klædt i røde trøjer med påskriften ’Jeg har ingen venner’, Dannebrog alle vegne og op til flere røde løbere. Alle sejl var sat til for at give hendes kongelige højhed Kronprinsesse Mary en varm velkomst på Julemærkehjemmet Liljeborg, der fredag formiddag slog dørene op til den officielle indvielse.

Den kongelige protektor ankom kort før kl. 11, hvor hun efter at have modtaget den obligatoriske buket blomster, tog turen ned i det nybyggede julemærkehjems store multisal, flankeret af Winnie Liljeborg, den lokale milliardær og mæcen, der med en gigantisk donation har gjort Danmarks femte julemærkehjem til virkelighed.

Taler og rundvisning
Inden for i varmen lød taler fra både Winnie Liljeborg, Roskildes borgmester Joy Mogensen, direktøren for Julemærkefonden Søren Ravn Jensen og ikke mindst et af julemærkebørnene, der fortalte om sine oplevelser på det nye julemærkehjem, der hvert år skal hjælpe 240 børn til bedre sundhed og selvværd.

”Jeg kan mere, end jeg selv tror”, konkluderede 11-årige Freja fra Vindinge.

Derefter var tiden kommet til den officielle indvielse, hvor kronprinsessen og Winnie Liljeborg i fællesskab klippede snoren foran gæster og et velrepræsenteret dansk pressekorps, der stod på nakken af hinanden for at komme til fadet.

Kronprinsesse Mary begav sig dernæst ud på en rundvisning på Julemærkehjemmet Liljeborg, der blandt andet bød på en inspektion af motionsrummet såvel som julemærkehjemmets køkken, hvor en gruppe børn stod klar med frisksmurte sandwiches.

”Det er ligesom at se Masterchef”, udbrød kronprinsessen, inden det var tid til reception efterfulgt af afgang fra Roskildes nu officielt indviede julemærkehjem.

Deltag i debatten
Del.