”Jeg kan stadig lære noget nyt”

0

Inge Schmidt-Rasmussen er web-programmør og it-ansvarlig i en alder af 71 år.

Ganske vist arbejder hun på nedsat tid, men Inge Schmidt-Rasmussen er i en alder af 71 år en fast del af teamet hos Lindskov Communications, der, med undtagelse af ejeren selv, hovedsageligt består af ganske unge medarbejdere.

”Hun får nogle friske bemærkninger, og det kan hun godt lide. Det er det, der får hende op om morgenen”, siger Lars Lindskov, der ansatte sin ældste medarbejder i august sidste år.

Fantastisk samspil
”Jeg skrev til Lars sidste år, og fortalte ham, at jeg ikke havde lyst til at være gammel”, fortæller Inge Schmidt-Rasmussen, der typisk er på arbejde i Roskilde tre dage om ugen.

”Jeg ville ikke undvære de tre dage, jeg er i Roskilde. Samspillet mellem os er fantastisk, og det er jeg så taknemmelig for. Det er så fedt for mig”, siger hun.

Fortid i Helvede
Web-programmøren har sin fjerne fortid i Østtyskland, hvor hun i sin tid blev uddannet til ingeniør. Inge Schmidt-Rasmussen fandt det ubærligt at leve under i det socialistiske DDR, og hun brugte 2,5 år på at flygte, hvorefter hun omsider ankom til Danmark i 1976.

”Gudskelov skubber hjernen de tunge ting i baggrunden. Det var et helvede at komme ud derfra”, husker hun.

Kreativitet og disciplin
Inge Schmidt-Rasmussen fik job som dansk-tysk korrespondent i 1977, og slog sig få år efter på it – først hos Siemens i Ballerup og siden hos Brun Data i Herlev. Dette var i computerens absolutte ungdom, og Inge Schmidt-Rasmussen underviste blandt andet i Word Perfect og skrev senere en bog om, hvordan man opretter hjemmesider. Endelig sprang hun ud som selvstændig fra 1993 og ti år frem.

”Nu var jeg havnet det rigtige sted, hvor jeg kunne bruge min kreativitet”, siger Inge Schmidt-Rasmussen, der dog også har haft brug for disciplin.

”Jeg har spillet violin siden jeg var lille, og der lærer man at opretholde en fantastisk disciplin. Den har drevet mig videre til at kunne gøre de ting, jeg stadig gør i dag”, siger hun.

Længere ned i hjernen
Efter sin pension erfarede den arbejdsomme it-jonglør snart, at hun ikke kunne holde ud at gå hjemme, og hun er derfor lykkelig for at kunne tage fra hjemmet i Farum til arbejdet i Roskilde tre gange om ugen – også selv om alderen trykker moderat.

”Naturligvis kan jeg mærke, at jeg er 71 år. Man skal lidt længere ned i hjernen, men man finder det. Det er fantastisk, at man stadig som 71-årig kan lære noget nyt, og jeg er sikker på, at jeg kan blive ved nogle år endnu”, siger alderspræsidenten.

Deltag i debatten
Del.