Hvor sund er du, mand?

0

Det er Mænds Sundhedsuge i uge 24, så vi spørger manden på gaden, hvordan han vurderer sit eget helbred.

Mænd går for lidt til lægen, drikker for meget, ryger mere end kvinder og er mere overvægtige end nogensinde. Mænd fylder mest op i hospitalssengene, og tre ud af fire selvmord bliver begået af mænd. Samtidig er mænd tilbøjelige til at have en temmelig høj vurdering af deres egen sundhed – tilsyneladende på et spinkelt grundlag. Vi gik på gaden for at spørge mænd, hvordan de vurderer deres egen sundhed på en skala fra 1-10.

Undgår junkfood
Lasse Madsen er 22 år, og vurderer sig selv til at ligge på 7 ud af 10.

”Jeg er ikke den sundeste, men jeg træner og undgår junkfood så vidt muligt. I øjeblikket træner jeg tre gange om ugen. Jeg ryger ikke, men drikker en gang imellem”, siger han.

Lasse Madsen (tv) og Haider al-Ranhi

Ryger med alkohol
Studiekammeraten Haider al-Ranhi er 23 år, og han vurderer sig selv til 7-8 på en sundhedsskala fra 1-10.

”Normalt bokser jeg og holder mig aktiv med træning fem gange om ugen. Men nu er jeg på SU og har nok fokus andre steder. Jeg ryger kun, når jeg er ude at drikke, og jeg prøver at spise så sundt, jeg kan”, vurderer han.

Tabte 20 kilo

Troels Elnegaard Jørgensen

Troels Elnegaard Jørgensen er 54 år og vurderer sig til tæt på et 10-tal på skalaen.

”Jeg lagde kosten helt om og tabte mig 20 kilo ved ren kostomlægning, efter jeg blev 50. Æren for dette tillægger jeg især min datter, som er medicinstuderende og god til at holde mig i ørene. Så jeg føler jeg mig helt i top. Jeg har aldrig røget, og alkohol begrænser sig til en fadøl i ny og næ. Endelig går jeg altid 10-12.000 skridt hver dag”, siger han.

Sundt og varieret

Anders Friis

Anders Friis er 33 år gammel og vurderer sig selv til 7-8 på en sundhedsskala fra 1-10.

”Vi spiser sundt, varieret og økologisk, og vi løber og klatrer.  Det er selvfølgelig en udfordring at nå det, når man har en lille, men det går. Der er ingen røg i vores liv, og alkohol begrænser sig til et glas vin i ny og næ”, siger Anders Friis på vej til yoga med datteren Maja.

Deltag i debatten
Del.