Hollandsk besøg på Music’s Cool

0

Roan Segers åbnede Music’sCool på Musicon i august, og selv om lokalerne ikke er helt færdige i krogene, så er musikeren godt i gang med at undervise elever i trommespil, bas, guitar og sang. Allerede nu fremstår hjertet i Music’sCool lyst og lækkert med store vinduespartier, lyse lofter og nye trægulve. Når stedet står helt færdigt vil der også blive mulighed for at optage sin musik som i et professionelt studie, men endnu mangler Roan Segers at indtage de sidste par rum i containerbygningen lige op ad RAGNAROCK.

 

 

Nyt samarbejde

Typisk starter musikeren dagen med at forsætte arbejdet på at færdiggøre lokalerne, når han møder ind om morgenen, og så har han gerne musikundervisning om eftermiddagen, når eleverne har fri fra skole. Men det seneste initiativ fra den hollandske musiker er et nyt samarbejde med et gymnasium i hans oprindelige hjemland.

”Vi arbejder sammen med et hollandsk gymnasium med kunst- og musikprofil, og vi står så for musikdelen på vores musikskole i Holland”, fortæller Roan Segers.

 

Spiller på RAGNAROCK

Men nu kommer musikglade elever fra det hollandske gymnasium også til Roskilde sidst i oktober.

”Skolelederen fra gymnasiet i Holland sagde, at de ville komme på besøg. Så jeg skrev til de forskellige gymnasier, og Roskilde Gymnasium var klar lige med det samme”, fortæller musikeren.

Der bliver således hollandsk besøg sidste weekend i oktober, hvor eleverne bliver indkvarteret privat, og samtidig får mulighed for at spille både på Roskilde Gymnasium om fredagen, og to gange på RAGNAROCK i løbet af weekenden.

”Den eneste udfordring er, at de skal spille akustisk, for det er rock- og popbands. Men det er de indforstået med”, siger Roan Segers, der håber at samarbejdet kan fortsætte.

”Forhåbentlig skal eleverne fra Roskilde så snart til Holland og besøge dem”, siger han.

Deltag i debatten
Del.